GONZALO DE BERCEO: BIOGRAFI OG VÆRKER - LITTERATUR - 2025

Gonzalo de Berceo (1198-1264) var en spansk forfatter, der tilhørte middelalderen, anerkendt som den første digter af det castilianske sprog. På det tidspunkt bugnede litterære værker med et grundlæggende ordforråd og skrevet af folk med lidt akademisk uddannelse. Af den grund anses det for, at Berceo brød et paradigme, idet han var den første, der begyndte at skrive erudit eller dyrket poesi.

Hans poesi blev klassificeret som kultiveret, fordi hans vers var rige på litterære ressourcer og var organiseret i en veldefineret formel struktur. Dette var helt i modsætning til det, der havde udviklet sig indtil det øjeblik.

Bust af Gonzalo de Berceo

Ovennævnte karakteristika ud over det faktum, at temaet, der blev behandlet i hans digte, var af religiøs karakter, udgør grunden til, at hans værker førte til, at han blev den første repræsentant for "mester de clerecía" litterære skole.

På trods af det faktum, at hans digte var adresseret til mennesker på et højt kulturelt niveau, var han ansvarlig for at skrive dem på en enkel måde med et bredt omfang til forståelsen af ​​dem, der ikke havde dette niveau. Denne holdning fortjente hans indvielse i historien.

Biografi

En del af hendes navn skyldes, som det var sædvanligt på det tidspunkt, hendes fødested: Berceo, en kommune i det spanske samfund La Rioja, hvor hun blev født i 1198.

Religionsundervisning og roller i kirken

Under sin træning som kirkelig havde han muligheden for at blive uddannet ved klosteret San Millán de la Cogolla, specifikt i San Millán de Suso, som lå i hans hjemby: La Rioja.

I denne institution tjente han i henhold til hvad der blev erklæret af Brian Dutton - redaktør af flere værker af Gonzalo-, som en notar for en af ​​klosteroverordnede, hvis navn var Juan Sánchez; der menes at have en dyb tillid til Berceo.

Gennem den religiøse uddannelse, der blev modtaget i dette kloster, skaffede Gonzalo den nødvendige viden til at åbne vejen til begyndelsen af ​​sin lange og frugtbare sti som en sekulær præst.

I den forstand udførte de Berceo i 1221 funktioner som diakon, på hvilket tidspunkt ifølge forskningen skulle han have været mindst 25 år gammel. Senere var han præst i 1237.

Han dedikerede sig også til at undervise og forberede dem, der som ham tilbød en del af deres liv til udøvelse af religiøse vaner.

Akademisk uddannelse

Med hensyn til hans højere studier havde han privilegiet at blive uddannet ved instituttet "General Studies", der ligger i Palencia. Der modtog Berceo klasser i fire fag: kanonlov, kunst, logik og teologi.

På grund af det faktum, at dette institut var den første universitetsetablering for latin kristne, havde Berceo i sammenligning med den tidens religiøse og berømmelige mænd en bedre, opdateret og mere komplet akademisk uddannelse.

Død

Den nøjagtige dato for hans død er ukendt, men da San Millán's sidste dokument om ham er dateret 1264, antages det, at han da var død.

Oversigt over hans arbejde

Blandt de generelle aspekter er det faktum, at gennemførelsen af ​​hans arbejde bestod i at oversætte og tilpasse gamle tekster skrevet på latin til spansk. I tilpasningsprocessen brugte han litterære ressourcer og strategier, der gjorde det muligt for ham at give det unikke og personlige præg på sine digte.

Berceo kloster

I hans arbejde kan du se brugen af ​​de typiske ord fra det samfund, hvor han blev født og opvokset. Foruden optagelsen af ​​nogle aspekter af minstrel-fortællinger og brugen af ​​den sædvanlige litterære struktur indtil den tid.

På trods af det faktum, at Berceo var en meget kulturel mand, og hans arbejde en klar demonstration af dette, sørgede han for, at hans digte kunne høres og forstås af både den kultiverede og den ikke så kultiverede. Til dette formål brugte han en simpel fortælling fuld af elementer i populær brug og viden.

For Berceo var det tilfredsstillende, at ved ikke at tilpasse og skrive på en enkel og naturlig måde lykkedes han ikke kun at formidle det, han ville, men også få flere til at forstå og føle hans arbejde.

Det, der anføres i det foregående afsnit, er generelt enhver forfatteres ønske: at gå ind og blive en del af folks sind, som Gonzalo gjorde.

Særlige forhold ved hans arbejde

Hans digte blev skrevet i form af cuaderna via, dvs. strofer sammensat af vers af fjorten metriske stavelser, opdelt, med et rum eller en pause, i to dele af syv stavelser hver.

Hvis der er noget, der skiller sig ud i hans arbejde, er det, at der er en konsonant rim i hans vers, det vil sige: tilstedeværelsen af ​​de samme stavelser i slutningen af ​​hver linje startende fra den stressede vokal mellem de sammenkoblede vers.

I hans digte er der et fravær af sinalefa og en bemærkelsesværdig tilstedeværelse af retoriske rigdomme. Blandt disse er det værd at nævne: sammenligninger, metaforer, symbologier, blandt andre.

Det er vigtigt at bemærke, at det sprog, som Berceo skrev sine værker på, var spansk, da det var det, der blev talt i det meste af La Rioja. På trods af dette plejede folk også at kommunikere på baskisk i nogle områder af dette samfund, især i La Roja Alta.

Euskera er et sprog fra Baskerlandet eller Euskadi af den grund og af det, der blev nævnt i det foregående afsnit, i hans skrifter er den gentagne brug af ord og udtryk fra dette land bemærkelsesværdig.

Blandt de anvendte Vasquismos skiller gabe sig ud, hvilket betyder manglende eller uden; beldur, hvilket betyder frygt; çatico, der oversættes som bit.

Emne og struktur

De emner, der dækkes i hans skrifter, er kirkelige. I de fleste af disse fremstiller Berceo beskrivelser af helgenes liv eller de såkaldte hagiografier. Denne type arbejde var hovedsageligt genstand for dem, der var velsignet af stor betydning i kloserne, som Berceo havde et eller andet forhold til.

Berceo producerede hagiografierne i tre dele. Den første var en beretning om velsignelsens liv. Den anden fortalte omstændighederne omkring realiseringen af ​​et mirakel i livet, mens den tredje fortalte komplimenterne, efter at helgenen døde, til alle de mennesker, der kom til ham med tro i et krisesituation.

Han dedikerede sig ikke kun til at skrive om hellige, men også om Jomfru Maria og hendes mirakler. Marian-værkerne blev lavet ved hjælp af den samme struktur som hagiografierne.

Tilsvarende brugte Berceo sine tekster til at behandle religiøse temaer af en anden type samt indbefatte spørgsmål af dyb og bred social interesse.

Afspiller

Blandt hans vigtigste værker skiller sig de nævnte og organiserede nedenunder frem, præsenteret i den kronologiske rækkefølge, hvor Berceo ifølge forskning offentliggjorde dem.

Livet i San Millán de la Cogolla

Den består af 489 strofer og udgør Berceos første arbejde. Dokumentet, hvorpå det var baseret på dets uddybning, var biografien om Emiliano eller Millán, Vita Beati Emiliani, foretaget af San Braulio de Zaragoza.

Millán var en helgen, hvis fødsel og død spænder perioden fra 474 til 574. Han grundlagde et kloster, som han døbte med samme navn.

Dette arbejde følger, som forklaret i et tidligere afsnit, strukturen i hagiografier. I dette digt fortælles erkendelsen, efter hans død, af to mirakler, det ene kaldes klokkens mirakel og det andet som regnets mirakel.

Santo Domingo de Silos 'liv

Denne poetiske komposition fokuserer, som dens titel antyder, på livet for en helgen ved navn Domingo, der kom til verden omkring år 1000, og som Berceo også blev født i La Rioja.

Kilden, der blev brugt til versificering af dette digt, var biografien om Santo Domingo, komponeret af Silense Grimaldus: Vita Domici Silensis.

Fra Berceo til Santo Domingo blev der etableret en stor forbindelse og dyb hengivenhed. Blandt det, der kan fortælles om hans liv, der er udsat for dette arbejde, er det faktum, at han i en alder af 30 år konsoliderede sig som præst.

I mange år levede han bogstaveligt talt i ensomhed, han besluttede at trække sig helt ud af samfundet for senere at komme ind i klosteret San Millán.

Han gik ind i dette kloster som en munk, og det forhold og indflydelse, han havde på det, gjorde ham til en meget vigtig velsignelse for Riojans historie.

Han forlod det jordiske fly i 1703. Efter hans død var de udførte mirakler forskellige.

Ros for vores frue

Berceos første Marian-værk. I den fortæller han, hvordan beskyttelsen af ​​Jomfru Maria har påvirket begivenhederne, der er en del af mænds historie. Dette gør det i 233 strofer.

Digtet er opbygget i tre dele. I den første viser Berceo Marias indflydelse på verdens frelse takket være Jesus Kristus. I den næste del fortæller han de vigtigste begivenheder i Jesu liv. Og den sidste del består af alle disse samtaleanvendelser dedikeret til Frelserens mor.

Jomfruens sorg

Sammensat af 210 strofer, hvor den fortæller den smertefulde proces med anerkendelse, accept og fratræden, som Jomfru Maria oplevede med hensyn til døden af ​​hendes søn Jesus.

I begyndelsen af ​​stykket er der en samtale mellem jomfruen og en helgen, og senere er det hun, der fortsætter historien uden indgreb fra en anden karakter. En måde at fortælle helt anderledes end, hvad Berceo var vant til sine læsere.

I den sidste del af digtet fortæller han imidlertid begivenhederne, som han havde gjort i sine andre værker. Det skal bemærkes, at dette ifølge kritikere er en af ​​de religiøse digte af Riojan-oprindelse, der har den største manifestation af følelser.

Miracle of Our Lady

Der er 911 strofer, som dette arbejde er forbundet med, det længste og mest anerkendte af Berceo.

Dette digt fokuserer på at fortælle begivenhederne, der skete omkring 25 mirakler udført af Jomfru Maria. Hver på en meget detaljeret og uafhængig måde fra de andre, skønt nogle er lidt mere eller mindre omfattende.

Ifølge undersøgelser anvendte tilsyneladende Berceo ikke kun et dokument til at uddybe værket i sin helhed, men snarere brugte han et sæt mirakelhistorier, der var meget populære på det europæiske kontinent i middelalderens tider.

For det sidste, der er forklaret i det foregående afsnit, er, at den geografiske indstilling er varieret. Af historierne fortælles 3 i Spanien, 2 i Santiago, 5 i Italien og 2 i Palæstina og Konstantinopel.

Tegn på den sidste dom

Syvogtyve strofer har dette værk, der er baseret på en hjemlighed af en hellig ved navn Jerome. Her sammenlignet med andre værker, der også vedrører den sidste dom. Berceo forudser absolut intet om det tidspunkt og sted, hvor dommen finder sted.

På grund af dens navn er det struktureret i to dele: fortællingen om dommens 15 tegn, der spænder fra strofe 1 til 25; og historien om den sidste dom, mellem strofe 26 og 77.

I hans arbejde er det tydeligt, at Berceo opfatter menneskehedens historie som en proces, der drejer sig om Kristi komme til verden, og hvis begyndelse er skabelse og naturligvis slutter med den endelige dom.

I dette, som i resten af ​​hans værker, bruger Berceo et sprog og en form for skrivning, der er enkel og let at forstå for de fleste af sine læsere. Dette skyldes hovedsageligt, at han er meget klar og præcis i det, han ønsker at formidle, og derfor ikke åbner plads til dobbeltfortolkning, hvilket letter assimilationen af ​​hans kompositioner.

Det er også vigtigt at påpege, at Berceo i dette værk også udtrykker den måde, hvorpå han forstår definitionen af ​​mennesket, eller rettere den, han selv skabte ud fra sin fortolkning.

For ham er mennesket sammensat af to elementer: sjæl og krop. Ingen dør for evigt, for sjælen forbliver ud over døden. Mens kroppen vil genindtræde sjælen igen, når verdens ende kommer.

Han offentliggør også sin vision om døden og det samfund, der omringede ham.

Referencer

1. Harlan, C. (2018). Mester af præster. (n / a): Om spansk. Gendannes fra: com
2. Gonzalo de Berceo. (Sf). (n / a): Biografier og liv. Gendannes fra: com
3. Lacarra D., María J. (Sf). Gonzalo de Berceo (¿1195? -1253-1260?). (n / a): virtuel Cervantes. Gendannes fra: cervantesvirtual.com
4. Gonzalo de Berceo. (S. f.). (n / a): Wikipedia. Gendannet fra: wikipedia.org
5. Gonzalo de Berceo. (Sf). Spanien: Spanien er kultur. Gendannes fra: españaescultura.es