INKA-LITTERATUR: BAGGRUND, KARAKTERISTIKA OG TEMAER - LITTERATUR - 2025

Den Inca litteratur omfatter alle de litterære udtryk, der tilhører den civilisation, der besatte den region i Tahuantinsuyo mellem den trettende og sekstende århundrede (nu er de områder i Peru, Ecuador, Bolivia og Chile).

Gennem den før-latinamerikanske æra var den eksisterende inka-litteratur rig, varieret og af oral tradition. En del af denne litteratur blev bevaret takket være arbejdet fra kronikere, der udarbejdede næsten et århundrede med pre-spansktisk inkahistorie.

Kilde: es.m.wikipedia.org. Forfatter: Miguel Vera León. Brüning Museum. Lambayeque, Peru.

I denne forstand involverede hans arbejde opgaven med at lytte til historier på imperiets originalsprog (for det meste Quechua, Aymara og Chanka) og oversætte dem til spansk.

Kun takket være disse udskrifter har nogle eksempler på inka-fortællinger, religiøs poesi og sagn overlevet til nuværende generationer.

Inka-litteratur inkluderer også værker foretaget af oprindelige forfattere i og efter kolonitiden. I deres værker reflekterede de nostalgi for en herlig fortid og kval for en usikker nutid.

Historisk baggrund

Som mange gamle civilisationer udviklede Incakulturen ikke et skriftsystem. Denne kendsgerning har gjort det vanskeligt at gendanne den historiske hukommelse inden spanskens ankomst.

Historisk set er de første skrifter om inka-litteratur kronikerne optaget af europæiske forfattere. Disse forfattere samlet hele Inka-historien fra historier indsamlet i hele imperiet.

Imidlertid måtte disse kronikere møde ulejligheden ved at fortolke en helt anden vision af verden end den, de kendte.

På den anden side indførte den mundtlige karakter af informationskilderne og den tid, der var gået mellem begivenheden og dens registrering, modsætninger i historierne.

Således er mange af kronologierne om Inka-herskerne fyldt med fejl. Selv i mange kronikker tilskrives de samme feats, begivenheder og episoder til forskellige linealer.

Senere, efterhånden som koloniseringen skred frem, optrådte mestizo og oprindelige kronikere, som fortsatte arbejdet med historisk dokumentation. Nogle beskrev også dens omskiftelser som et erobret folk.

Egenskaber ved inka-litteratur

Oral tradition

Den historiske hukommelse blev overført fra generation til generation. De anvendte køretøjer var legender, myter og sange, der blev fortalt og fortolket af indfødte talere og fortællere kaldet haravicus og amautas.

Haravicus var inka-digterne, og amauterne var ansvarlige for at komponere de teaterværker (komedier og tragedier). Efter anmodning fra deres målgrupper vævet de udnyttelsen af ​​inka-fortidernes konger og dronninger.

Anonymitet

Al litteratur produceret inden ankomst til den spanske havde anonymt forfatterskab, en karakteristik forstærket af mundtlig tradition. Navnene på mulige forfattere forsvandt med tiden fra ordførernes sind.

Domstolslitteratur og populærlitteratur

Før erobrernes ankomst var der to klart differentierede typer litteratur. En af dem var den såkaldte officielle litteratur eller courtesan litteratur, og den anden var populær litteratur.

Generelt bestod de af bønner, salmer, fortællende digte, skuespil og sange.

Forbindelse med musik og dans

Ancient Inka-litteratur udtænkt af poesi, musik og dans som en enkelt aktivitet. Til dette formål blev de poetiske kompositioner ledsaget af musik og sange i alle præsentationer.

panteisme

I Inca-litteraturen blev den panteistiske vision for denne andinske civilisation afspejlet. Hans værker blander naturelementer, såsom jorden og stjernerne, med guddommeligheder uden at skelne.

I deres salmer og bønner, der var beregnet til at tilbe deres guder, var henvisninger til naturen meget almindelige. Personificeringen af ​​moder jord i figuren af ​​Pachamama er et eksempel på denne panteisme.

Hyppige emner

Agrariske temaer var almindelige i inka-litteraturen. Inka-folks sociale aktivitet handlede om landbrug. Af denne grund dedikerede de mange litterære værker til at prise denne aktivitet og også til deres landbrugsgoder.

I hans poesi / sange (sangene var digte med musik) var det foretrukne emne også kærlighed (især mistet kærlighed).

På den anden side blev der videregivet viden om astronomi, religiøse ritualer, filosofi, naturvidenskab og - generelt - om den fysiske verden omkring imperiet.

Fremhævede forfattere og værker

Garcilaso de la Vega, Inkaen (1539-1616)

Garcilaso, en mestizo peruansk forfatter, var den uægte søn af den spanske kaptajn Sebastián Garcilaso de la Vega y Vargas og den indiske prinsesse Isabel Chimpu Ocllo, barnebarn af Túpac Yupanqui, en af ​​de sidste Inka-kejsere.

Denne historiker fra New World vedtog kaldenavnet "Inca" for at bekræfte hans blandede raceroprindelse. Han levede mellem den oprindelige verden og den spanske, og denne mestizo-tilstand markerede hele sit liv og arbejde.

I et af sine vigtigste værker, Royal Comments (1608), fortæller han Inka-civilisationens historie fra dens oprindelse til ankomsten af ​​de første erobrere.

Titu Cusi Yupanqui (1529-1570)

Cusi Yupanqui, hvis spanske navn var Diego de Castro, skrev forholdet til erobringen af ​​Peru og Hechos del Inca Manco Inca II.

Det første værk blev imidlertid offentliggjort 46 år efter hans død. Det var et direkte og lidenskabeligt forsvar af oprindelige folk og blev inspireret af den spanske herskeres voldelige behandling af indfødte.

I Hechos del Inca Manco II skriver Cusi Yupanqui om den sidste Inka-konge af Cuzco, Manco Inca, og hans oprør i 1535. Ved hjælp af levende fortælling og dramatisk retorik fremstiller han ham som en modig og heroisk kriger.

Joan de Santa Cruz Pachacuti Yamqui Sallqamaygua

Denne tosprogede indfødte skrev Relationen til antikviteter af Reyno del Pirú. Hans arbejde har en tydelig evangelisk tone, fordi han var en omvendt til katolisisme.

Selvom Santacruz Pachacuti fordømmer afgudsdyrkningen fra nogle andinske folk, redder han inkaernes tro og sammenligner den med spansk katolisisme.

Han skriver også smukt om indfødte traditioner og mytologi. Denne forfatter er meget vigtig, fordi han var den første, der afslørede og inkluderede Inka-poesi.

I sin kronik væver han sammen de religiøse og liturgiske salmer af Sinchi Roca, Manco Capac og Huascar. Når han skriver om Manco Capac-hymnen, understreger Santacruz Pachacuti dens lyriske form og brug af metafor.

På den anden side er Sinchi Rokas hymne også smukt beskrevet. Det blev komponeret af inkaerne for at ære sin førstefødte søn på samme måde som katolikker ære Guds Søn.

Felipe Guamán Poma de Ayala (- Ca. 1615)

De tilgængelige oplysninger om Guamán Pomas levetid er ufuldstændige. Hans fødselsdato er ukendt, og han mener, at han døde i Lima i 1615.

Denne oprindelige forfatter følte inderligt lidelsens og berøvelsen af ​​sine egne mennesker (Inca), og rejste gennem Peru's nærhed og registrerede deres oplevelser.

I 1908 opdagede Robert Pietschmann et manuskript om sit forfatterskab i Det Kongelige Bibliotek i København: New Chronicle and Good Government. Denne kronik beskriver inka-kulturen fra begyndelsen til erobringen.

Derudover inkluderede Guamán Poma i dette manuskript, adresseret til kong Felipe III, nogle vers, der er bevaret fra Inka-kulturens tider eller komponeret med Inka-stilen i de første år af kolonien.

Referencer

1. D'Altroy, TN (2014) Inkaerne. West Sussex: Wiley Blackwell.
2. Malpass, MA (2009, 30. april). Det daglige liv i Inka-imperiet. Westport: Greenwood Press.
3. Pædagogisk mappe. (s / f). Inka-litteratur. Taget fra folderpedagogica.com.
4. Mallorquí-Ruscalleda, E. (2011). Garcilaso de la Vega, El Inca (1539-1616). I M. Ihrie og SA Oropesa (redaktører), World Literature in Spanish, pp. 422-423. Santa Barbara: ABC-CLIO.
5. Smith, V. (redaktør). (1997). Encyclopedia of Latin American Literature. Chicago: Fitzroy Dearborn forlag.