SØREN KIERKEGAARD: BIOGRAFI, TANKER, BIDRAG OG VÆRKER - KULTURORDFORRÅD - 2025

Søren Kierkegaard (1813-1855) var en dansk filosof og teolog, der blev betragtet som eksistentialismens far. Han blev født i København, og hans barndom var præget af hans fars stærke personlighed, en meget religiøs mand, der rejste ham i troen på, at Gud ikke tilgav synder, der var begået.

Kierkegaard studerede teologi for at behage sin far, selvom han snart viste meget mere interesse for filosofi. Det var på universitetet, at han begyndte at studere græske klassikere og interesserede sig for lutherske dogmer og tysk idealistisk filosofi.

Kilde: Af Det Kongelige Bibliotek, Danmark, via Wikimedia Commons

Kierkegaards tidlige værker blev skrevet under et pseudonym. En del af hans forfattere i denne periode havde som tema kritikken af ​​Hegel, hvor han diskuterede betydningen af ​​personlig subjektivitet.

I den anden fase af sit professionelle liv begyndte Kierkegaard at beskæftige sig med det, han kaldte hykleriet i kristendommen eller nærmere bestemt kirken som institution.

Det var i denne periode, at han skrev et af sine værker, der blev betragtet som mest vigtigt: Den dødelige sygdom. I den lavede han en kompleks analyse af eksistentiel kval, som ifølge eksperter var et af hans mest indflydelsesrige bidrag til senere filosofi.

Biografi

Søren Aabye Kierkegaard kom til verden den 5. maj 1813 i Københavns by. Han blev født i en velhavende familie med stærk religiøs tro. I denne forstand er hans far, Michael Pedersen, blevet beskrevet af filosofens biografier som radikale.

Uddannelsen, som den unge Kierkegaard fik fra sin far, var med i syndebegrebet. Hans far, der betragtede sig selv som en synder for at have gjort sin kone gravid, før han giftede sig, var overbevist om, at Gud ville ende med at straffe ham. Til sine børn profeterede han for eksempel, at alle ville dø, før de var 33 år gamle.

Faderlig indflydelse fik Kierkegaard til at udføre mange religiøse værker. Derudover lovede han, at han ville blive Pastor, en anmodning fra sin far inden hans død.

Undersøgelser

Kierkegaard afsluttede sine primære og sekundære studier på den offentlige skole i den danske hovedstad. Det var også der, han trådte ind i Det Teologiske Fakultet i 1830 for at opfylde sin fars ønske.

Kierkegaards interesse begyndte imidlertid hurtigt at gå mod filosofi. På det samme universitet begyndte han at studere de græske filosoffer og andre strømme, der var på mode på hans tid.

Ifølge hans biografer levede Kierkegaard de år fængslet af sin naturlige melankoli. Hans tilstedeværelse var hyppig ved fester og dans, men under den offentlige facet skjulte han en reflekterende holdning.

Det var i de sidste år af hans studier, at han led en dyb indre krise. Forfatteren prøvede hårdt at opfylde sin fars ønske og leve i henhold til kristne bud, men han havde virkelig ingen interesse i teologiske studier. I sidste ende førte dette til, at han brød sammen med sin far.

Trods denne sammenbrud førte hans fars død til at gøre et sidste forsøg på at behage ham. Således tog han i 1840 sin sidste eksamen i teologi. Tesen af ​​høj kvalitet behandlede begrebet ironi i Socrates. Endelig modtog Kierkegaard sin titel i 1841.

Regine Olsen

Foruden sin far var der en anden figur i Kierkegaards liv, der påvirkede hans karriere og arbejde. Det var Regine Olsen, en kvinde, han var forlovet med. Ifølge biograferne mødte de den 8. maj 1837, og det ser ud til, at den gensidige tiltrækning var umiddelbar.

Kierkegaard spurgte hende i ægteskab den 8. september 1840, og hun accepterede. Bare et år senere brød filosofen forlovelsen af ​​uden åbenbar grund.

Forklaringen, som forfatteren gav i en af ​​hans dagbøger, var, at hans naturlige melankoli gjorde ham uegnet til ægteskab, skønt ingen i virkeligheden kender de nøjagtige årsager til hans handling.

Dette forhold påvirkede Kierkegaard meget. På trods af at være den, der sluttede på det, ser det ud til, at han aldrig kunne glemme hende. Faktisk mange år senere, da hun blev gift med en anden mand, bad hun endda sin mand om tilladelse til at tale med hende. Manden benægtede det.

En mærkelig detalje er, at Regine, der døde i 1904, blev begravet nær Kierkegaard i den danske hovedstad.

Tidlige litterære værker

Kierkegaard skrev allerede på universitetsstadiet nogle artikler om forskellige emner. Hans første vigtige arbejde var imidlertid hans allerede nævnte universitetsopgave.

Samme år, hvor hun præsenterede denne afhandling, modtog Kierkegaard nyheden om Regines forlovelse med sin mand. Biografer bekræfter, at dette påvirkede ham enormt og afspejles i hans senere arbejde.

To år efter præsentationen af ​​afhandlingen offentliggjorde Kierkegaard i 1843, hvad mange betragter som et af hans mesterværker: Enten eller det andet, skrevet under et ophold, han foretog i Berlin. Hvis han i sin afhandling lavede en kritik af Socrates, i dette mål var hans mål Hegel.

I slutningen af ​​1843 så han lyset af frygt og rystelse, hvor hans modvilje mod Regines bryllup kan gættes. Det samme gælder Replay, der blev offentliggjort samme dag som den foregående.

I hele denne periode handlede de fleste af hans forfattere filosofi og blev offentliggjort under et pseudonym og med en indirekte stil. De fremhævede hans stærke kritik af Hegel og lagde grunden til eksistentialismen.

Korsairen

Udgivelsen af ​​Stages of the Way of Life endte med at forårsage en stærk konfrontation mellem Kierkegaard og et prestigefyldt satirisk magasin i hans tid. Det hele startede, da Peder Ludvig Møller i slutningen af ​​1845 kom med en hård kritik af sin bog. Derudover offentliggjorde den samme forfatter en satirisk artikel om Kierkegaard i magasinet El Corsario.

Kierkegaard reagerede, latterliggjorde Møller såvel som forvirrede magasinet. Sidstnævnte fik redaktøren til at beordre, at flere artikler skulle skrives, der hånede filosofen. Spændingen voksede så meget, at Kierkegaard blev chikaneret i flere måneder på byens gader.

Denne situation endte med at Kierkegaard opgav sin aktivitet som forfatter, som han forklarede i en af ​​sine dagbøger.

Skrifter om religion

Den anden fase i Kierkegaards arbejde var præget af et angreb på det, han betragtede som hykleri i kristendommen. Faktisk henviste forfatteren til kirken som en institution såvel som begrebet religion, der udøves af samfundet.

På samme måde begyndte han at være interesseret i individet og hans opførsel, når han er en del af samfundet eller massen.

Kierkegaard kritiserede medlemmerne af den nye generation i sit land og kaldte det for overdreven rationelt og manglede lidenskaber. Han konkluderede med at påpege, at det var en konformistisk generation, assimileret til det, han kalder masse. For filosofen ender denne masse med at annullere individet og undertrykke ham.

I denne fase af hans liv udgav Kierkegaard et andet af sine mest kendte værker, The Deadly Disease. I den lavede han en analyse af eksistentiel kval, som blev en reference for senere filosoffer.

I sit angreb på den kirkelige institution og ”offentligheden” som begreb viet Kierkegaard meget af sin forfatterskab til den danske folkekirks tilbagegang. Denne kritik blev fremhævet fra året 1848.

Konflikt med den danske kirke

Den fjendskab, som Kierkegaard viste overfor den danske folkekirke, skyldtes det faktum, at han anså kristendomsopfattelsen, som de forkyndte for at være fejlagtig. For filosofen var denne opfattelse mere baseret på menneskets interesse end på Guds.

Kierkegaard udgav flere pjece med titlen Øjeblikket, alle dedikeret til at kritisere den kirke. Da det var et meget kontroversielt emne, måtte offentliggørelsen af ​​disse skrifter betales af ham selv. Desuden skrev han flere artikler om emnet i La Patria, en avis i landet.

Død

Ligesom det tiende kapitel i Øjeblikket var ved at blive vist, blev Kierkegaard syg. Hans biografer fortæller, at han besvimede midt på gaden og tilbragte en måned på hospitalet. Tro mod sin tro nægtede han at modtage hjælp fra en præst. For Kierkegaard var denne religiøse kun en slags officiel og ikke en ægte gudstjener.

Før han døde, fortalte filosofen til en barndomsven at hans liv havde været en lidelse. Endelig døde han på hospitalet den 11. november 1855 i den by, hvor han blev født.

Hans begravelse blev officieret af en præst i den officielle kirke, på trods af at Kierkegaard i sit liv havde bedt om at flytte væk fra denne institution.

Tanke (filosofi)

På trods af hans angreb på kirken hævder eksperter, at hele Søren Kierkegaards filosofi var baseret på tro. Hans fars indflydelse fik ham til at tro, at denne tro var det, der skulle redde menneskeheden fra fortvivlelse.

Kierkegaard troede i modsætning til Marx eller Feuerbach, at mennesket forholder sig til sig selv gennem ånden gennem personlig tro forstået fra den religiøse sfære.

Inden for filosofiens historie betragtes Kierkegaard som eksistentialismens far. Forfatteren bekræfter individets virkelighed og relaterer den til hans opførsel i samfundet.

Fideism

Måske på grund af sin egen personlige virkelighed havde Kierkegaard som centrum i sin filosofi troen på, at menneskets eksistens er fuld af angst og håbløshed, kombineret med en syndig følelse. For ham var der kun en kur mod dette: total forpligtelse over for Gud.

Kierkegaard indrømmede, at det ikke var let at gøre dette engagement, dette sprang af tro. Han definerede det som noget skræmmende og bestemt ikke rationelt. Han sammenlignede troens liv med at være midt i havet "over halvfjerds tusinde slag" vand.

Han bekræftede dog, at det var nødvendigt at tage dette sprang af tro, da kun i transcendens kunne mennesket finde lettelse fra angst.

Tro

Troen, som Kierkegaard talte om, var langt ud over rationel. Endvidere svarede autentisk tro for forfatteren til at være i tvivl. På denne måde kom han til den konklusion, at man var i tvivl om Guds eksistens for at have ægte tro på sin eksistens.

Forklaringen på denne tilsyneladende modsigelse er, at Kierkegaard forstod denne tvivl som den rationelle del af mennesket. Den rationelle del skubber mennesket til ikke at tro, men kun den tro, der har været i tvivl, har reel gyldighed.

relativisme

Et andet aspekt, der meget behandles af Kierkegaard i hans filosofiske værker, handler om subjektivitet. I filosofiske krummer hævdede han, at "subjektivitet er sand" og "sandhed er subjektivitet." For eksperterne er disse udtryk relateret til deres synspunkt på tro. For filosofen er "tro" og "sandhed" de samme.

Kierkegaard skelner i sit arbejde mellem at have sandheden og være i sandheden. På denne måde kan nogen kende alle de grundlæggende forhold i religion, men ikke leve i henhold til den. For forfatteren var den vigtige ting "at være i sandheden", at leve som religion dikterer, selvom alle dets forviklinger ikke er kendt.

Forskere af Kierkegaards arbejde giver eksemplet på en der lever i troen på, at religiøse læresætninger kan være sandt. At nogen for forfatteren ikke ville være virkelig religiøs. Kun den, der opnår et subjektivt forhold med total forpligtelse til lærdommene, når sand tro.

Fremmedgørelse af mig selv

Inden for Kierkegaards tanke har vital fortvivlelse en særlig betydning. Forfatteren sagde, at denne fortvivlelse ikke svarer til depression, men kommer fra fremmedgørelsen af ​​jeget.

Den danske filosof opdelte fortvivlelse i flere niveauer. Det mest basale og almindelige kom fra uvidenhed om "mig". Kierkegaard hævdede imidlertid, at uvidenhed svarede til lykke, så han anså det ikke som vigtigt.

Den sande fortvivlelse, det, der fører til den negative del af personen, kom fra den forstærkede bevidsthed om "jeg" sammen med et had mod det "jeg".

Eksemplet Kierkegaard brugte til at forklare dette begreb var det fra en mand, der forsøgte at blive kejser. For filosofen, selv hvis han nåede sit mål, ville han lide for at have efterladt sit gamle "jeg". Hvad mere er, ved at prøve det betegner allerede et forsøg på at efterlade det. Denne selvfornægtelse ville føre til fortvivlelse.

Måden til at undgå det for forfatteren var at forsøge at acceptere sig selv og finde indre harmoni. I sidste ende ville det handle om at være dig selv i stedet for at ønske at være en anden. Fortvivlelse forsvinder, når du accepterer dig selv.

Krop og sjæl

Et af de tilbagevendende temaer i den universelle filosofi har været sjælens eksistens og dens forhold til den fysiske krop. Kierkegaard gik også ind i den kontrovers, hvor han sagde, at hvert menneske er en syntese mellem begge parter.

I henhold til hans forfattere præsenteres denne syntese mellem sjæl og krop takket være ånden, som i processen vekker personens selvbevidsthed. Denne opvågning af "jeg" har for forfatteren en ontologisk komponent, men også en religiøs.

Gud som fundament

I tilknytning til det forrige punkt bekræftede Kierkegaard, at opvågningen af ​​selvbevidsthed kan komme gennem valget af ”jeg” af Gud som fundament. At Gud, som han også definerer som absolut, repræsenterer frihed.

I stedet overvejede filosofen, at de, der ikke vælger det absolutte til at hævde sig selv, men kun vælger sig selv, uundgåeligt falder i fortvivlelse.

På denne måde går det menneske, der ikke er baseret på Gud, ind i en kontinuerlig refleksionssløjfe og bestemmer sig ikke helt som en ånd. For ham er det et ikke-rigtigt "mig".

Den nye mand foran Gud

Nogle forfattere bekræfter, at denne del af Kierkegaards filosofi avancerede nogle begreber, som senere senere ikke ville behandle Nietzsche. Hans konklusion er imidlertid meget forskellig fra, hvad den tyske filosof ville nå frem til.

Kierkegaard analyserede fortvivlelsen, der kvæler "jeg", der ønsker at være sig selv, uden Guds nærvær. For dansken, for at opnå denne bevidsthed om det uendelige "jeg", forsøgte mennesket at adskille sig selv fra den Absolutte, fra den Gud, der finder alt. Det ville derfor være en slags oprør før guddommen.

Dette hænger sammen med ideen om supermanden, som Nietzsche senere ville rejse. Men for tyskerne var det vigtigt at "dræbe" Gud for at mennesket kunne frigøre sig, menede Kierkegaard andet. Denne "supermand" til at bruge Nietzschean-terminologi er den, der står frem for Gud, ikke den, der afviser ham.

Bidrag

Blandt Kierkegaards bidrag er hans reflektion over sprog og dets evne til at vise virkelighed. Som i resten af ​​sit arbejde spillede religion en meget prominent rolle i hans konklusioner.

Derudover skrev han også noget arbejde, der kunne betragtes som politisk, skønt mere teoretisk end med foregivelse af at tage sider med enhver ideologi.

Sprog

For den danske forfatter er der to typer kommunikation. Den første, som han kaldte "dialektik", var den, der blev brugt til at kommunikere ideer, viden. Den anden var kommunikation af magt.

Det er på denne anden måde at kommunikere på, hvor individet tager centrum. Dette skyldes, at ifølge Kierkegaard, er den vigtige ting ikke så meget, hvad der siges, men hvordan det gøres.

Forfatteren gav selv et eksempel på denne anden måde at kommunikere på i sine værker under et pseudonym. I dem praktiserede han en indirekte stil for at fortælle sine meninger.

Det er på denne måde en måde at kommunikere på, der er mere subjektiv end blot præsentation af ideer. Kierkegaard mente, at det var den bedste måde at provokere konverteringen til at overbevise modtageren.

Han bekræftede også, at fejlen ved tanken på hans tid er at have forsøgt at undervise i etik og religion ved hjælp af dialektisk kommunikation og ikke subjektiv kommunikation.

Politik

Ifølge hans biografer betragtede Kierkegaard sig som konservative positioner. På trods af dette støttede han de reformer, som kong Frederick VII havde foreslået i sit land.

Overfor Marx og hans kommunistiske manifest skrev dansken kristne indlæg. I understregede emnerne som entallige enheder. Marx tilskyndede i sit arbejde masserne til at gøre oprør for at forbedre deres situation, mens Kierkegaard foreslog individet at forlade den masse, der støttede den etablerede orden.

Afspiller

Som nævnt ovenfor blev meget af Kierkegaards arbejde skrevet under forskellige pseudonymer. Hos dem forsøgte forfatteren at repræsentere forskellige måder at tænke på, inden for den indirekte kommunikation, som han foreslog til nogle emner.

Filosofen med den stil ønskede, at hans værker ikke skulle betragtes som et lukket system, men snarere at læserne drager deres egne konklusioner. Selv forklarede han sine motiveringer:

«I værkerne skrevet under et pseudonym findes der ikke et eneste ord, der er mit. Den eneste mening, jeg har om disse værker, er, at jeg kan danne mig selv som en tredje person; ingen viden om dens betydning, bortset fra som læser; ikke det mindste private forhold til dem.

Dagbøger

Kierkegaards dagbøger har været en grundlæggende kilde til hans tænkning såvel som sit eget liv. De er sammensat af næsten 7000 sider, hvor han fortalte nogle nøglebegivenheder, hans ramblings eller observationer, han gjorde hver dag.

Ifølge deres biografier har disse dagbøger en ekstremt elegant og poetisk skrivestil, meget mere end resten af ​​deres publikationer. Mange af citater, der tilskrives forfatteren, er trukket ud af dem.

Mere vigtige værker

Eksperter opdeler Kierkegaards arbejde i to forskellige perioder. I begge behandlede han lignende temaer: religion, kristendom, hans vision for individet foran massen, tilværelsens kval osv….

Den første fase bestod af mellem 1843 og 1846, mens den anden spænder mellem 1847 og 1851. Blandt hans vigtigste værker påpeger eksperter Diario de un seductor (1843), Begrebet angst (1844), scener på vej til liv (1845), den dødelige sygdom (1849) og træning i kristendommen (1850).

Forfatterens publikationer

- Enten eller den anden (1843) (Enten - Eller)

- To opbyggende taler (Til opbyggelige Taler)

- Frygt og rysten (Frygt og Bæven)

- Gentagelse (Gjentagelsen)

- Fire opbyggende diskurser (1843) (Fire opbyggelige Taler)

- Tre opbyggende diskurser (1844) (Tre opbyggelige Taler)

- Filosofiske smuler (Philosophiske Smuler)

- Johannes Climacus

- Forførerens Dagbogs dagbog

- Begrebet angst (Begrebet Angest)

- Om begrebet ironi i konstant henvisning til Socrates (1841) (Om Begrebet Ironi, med stadigt Hensyn til Socrates)

- Præfaces (Forord)

- Tre taler undertiden forestillet (Tre Taler ved tænkte Leiligheder)

- Faser af livets sti (Stadier paa Livets Vei)

- En litterær reklame (En literair anmeldelse)

- Opløftende diskurser om forskellige ånder (Opbyggelige Taler i forskelligeellig Aand)

- Kærlighedens værker (Kjerlighedens Gjerninger)

- Kristne taler (Christelige Taler)

- Krisen og en krise i skuespillerindets liv (Krisen og i Krise i i Skuespillerindes Liv)

- Markens liljer og himmelens fugle (Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen)

- To små etisk-religiøse traktater (Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger)

- Den dødbringende sygdom / behandling af fortvivlelse (Sygdommen til Døden)

- Mit synspunkt (1847) (Om min Forfatter-Virksomhed)

- Øjeblikket (Öieblikket)

- Behandlingen af ​​fortvivlelse

Referencer

1. EcuRed. Soren Kierkegaard. Opnået fra ecured.cu
2. Fazio, Mariano. Søren Kierkegaard. Hentet fra philosophica.info
3. Fernandez, Francis. Kierkegaard og livets valg. Opnået fra elindependientedegranada.es
4. Westphal, Merold. Søren Kierkegaard- hentet fra britannica.com
5. McDonald, William. Søren Kierkegaard. Gendannes fra plato.stanford.edu
6. Robephiles. Nøglebegreber i Søren Kierkegaards filosofi. Hentet fra owlcation.com
7. Hendricks, Scotty. Guds svar til Nietzsche, Søren Kierkegaards filosofi. Hentet fra bigthink.com
8. Berømte filosofer. Søren Kierkegaard. Hentet fra famousphilosofers.org