7 KORTE POLITIETÆLLINGER FOR BØRN OG TEENAGERE - LITTERATUR - 2025

I dag bringer jeg dig et udvalg af korte politihistorier, der holder dig i spænding indtil det uventede resultat, der vil løse sagen. De handler om efterforskning, politi og mord.

Fiktion er i stand til at tiltrække selv de mest ukoncentrerede. I det væsentlige søger alle fiktionværker eller historier at engagere læseren gennem en historie, der indgår, med interessante karakterer.

De fiktive historier formår at få læseren til at glæde sig af forskellige grunde, såsom identifikation af karaktererne med personen eller tiltrækningen af ​​det miljø, hvori de udfolder sig.

Mere specifikt har politiens genre etableret sig som en af ​​de mest hektiske og anerkendte genrer i litteraturen. Politihistorier opretholder intrigen indtil slutningen og forbinder læseren, så han kan opbygge sin egen teori om begivenhederne og endda formå at afgøre, hvem de kriminelle er.

Du kan også være interesseret i disse sammensatte (korte) science fiction-historier.

Valg af korte detektivhistorier

- Biskopens død

På hovedpolitistationen i den lille by Torreroca modtog detektiv Piñango nyheder om et dødsfald, der havde chokeret store dele af byen. Biskopen af ​​byens Major Basilica var død under underlige omstændigheder.

Far Henry kunne godt lide samfundet. Sidstnævnte medlemmer fremhævede deres konstante altruistiske arbejde på befolkningens vegne ud over deres evne til at integrere folks forskellige overbevisninger.

Detektiv Piñango modtog obduktionsrapporten, der tydede på, at far Henry pludselig var død, men at der ikke var noget bevis for mord. Denne rapport blev underskrevet af den retsmedicinske Montejo, en anerkendt professionel med stor prestige i Torreroca.

Piñango var imidlertid mistænksom.

"Hvad synes du, González?" Detektiv spurgte sin kollega.

"Faktisk detektiv, der er noget, der lyder underligt."

Piñango og González blev derefter enige om at flytte til menighedshuset, hvor præsten var bosiddende. Selvom de ikke havde en beføjelse til at komme ind, brød politimændene ind i hjemmet.

"Hvad er alle disse tal, Piñango?" González spurgte, utrulig over hvad han så.

”Uden tvivl er de buddhistiske billeder. Buddha er overalt - svarede han.

"Men var ikke far Henry katolik?" González spurgte.

”Det forstod jeg.

Detektiv Piñango fandt tilstedeværelsen af ​​et lille hætteglas ved præstens seng yderst mistænksom. På emballagen sagde det, at det var et par dråber sandeltræ.

Piñango tog flasken væk for at analysere den på politistationen. Resultaterne var umiskendelige: hvad hætteglasset indeholdt var arsen, men hvem kunne have dræbt far Henry? Al tvivl faldt over det buddhistiske samfund i Torreroca.

Piñango og González henvendte sig til butikken med buddhistiske produkter, der er placeret diagonalt til Plaza Mayor.

Da de kom ind, kom salgspigen i ryggen for at få noget, men kom ikke tilbage. Piñango bemærkede og gik ud på gaden, hvor en forfølgelse begyndte

-Hold op! Du har ikke en flugt! -skrige. I løbet af få minutter formåede han at fange manageren.

Kvinden, der plejede den buddhistiske butik, gik under navnet Clara Luisa Hernández. Efter hans arrestation indrømmede han hurtigt sin forbrydelse.

Det viser sig, at Clara Luisa, en gift kvinde, havde et romantisk forhold til far Henry. Han fortalte hende, at han ikke længere ville fortsætte med det, og hun besluttede at myrde ham.

- Usynlige vægge

Officerne Roberto Andrade og Ignacio Miranda gik til et lille hus beliggende i et kvarter i den øverste middelklasse i byen.

De fik til opgave at undersøge inden for det, fordi de undersøgte et enormt skattesvindel, et produkt af den korruption, som nogle af byrådets medlemmer havde begået.

Omkring seks om eftermiddagen ankom politimændene til huset. De bragte med sig en retsafgørelse, der gjorde det muligt for dem at komme ind under alle omstændigheder.

For at begynde bankede Andrade og Miranda på døren. Ingen svarede. De spillede igen og hørte fodspor. En smuk gammel dame åbnede døren for dem.

Politibetjentene forklarede venligst situationen og årsagerne til, at de havde en søgningskendelse til at komme ind i huset.

Damen forstod situationen, selvom hun forklarede, at hun ikke havde noget forhold til de undersøgte mennesker, og at hun ikke kendte dem. Uanset hvad officerer måtte ind, noget damen accepterede.

Efterfølgende begyndte de to politimænd at søge i huset. Den gamle kvinde fortalte dem, at de ikke ville finde noget, da hun var den eneste, der boede i det hus, siden hun blev enke. Dog på intet tidspunkt afbrød han politiets arbejde.

”Det ser ud til, at vi ikke finder noget, Ignacio,” fortalte Roberto Andrade.

”Der er ingen bevis for skjulte penge, som undersøgelser tydede på. Jeg tror, ​​dette er et fiasko, ”svarede han.

Endelig gik officerne ud i husets store baghave, som også var en have med mange træer.

- Kan du huske, at Mr. Vallenilla, en af ​​dem, der blev undersøgt på grunden, er en bonsai-elsker? Miranda spurgte Andrade.

-Sikkert. Det er sandt.

Miranda kom med denne kommentar, mens hun pegede på en del af haven fuld af bonsai, af alle slags. Bonsai blev arrangeret i rækker. Hver af dem havde bonsai af én slags.

I den ene var der små orange træer, i den anden var der små citrontræer, og så videre. En af de rækker, der stod mest ud, var bonsai-træer, der så autentisk japansk ud. Faktisk var der flere af disse rækker.

- Skal vi grave? Spurgte Andrade.

”Selvfølgelig,” svarede Miranda.

Selvom de ikke havde noget værktøj til at grave i jorden, begyndte politimændene at stikke rundt på de steder, hvor bonsai blev plantet for hånd.

”Jeg tror, ​​jeg rører ved noget fast,” skød Miranda.

- Meget godt!

Det havde det faktisk været. Det tog dem et par timer at grave en hel stor kasse, der var forseglet på alle fire sider.

”Nu er udfordringen at åbne den,” sagde Andrade.

Selvom det var ret kompliceret, takket være en hammer, som politiet fik, lykkedes det dem at bryde en af ​​siderne af kassen.

Med stor tålmodighed blev de af med en stor del af overfladen på kassen for at kunne åbne den. På kort tid havde de allerede været i stand til at åbne den.

- Godt klaret! De stemte sammen. Inde i kassen var tusinder af gummibåndindpakket regninger med forskellige kirkesamfund. Det blev konstateret, at der var skjult penge inde i huset.

Betjentene bar kassen ind i huset og bemærkede, at der ikke var noget tegn på den gamle kvinde, der havde åbnet døren for dem. De gav ikke betydning for dette faktum, og de forberedte sig på at rejse.

Da de forsøgte at gøre det, skete der usandsynligt noget, som Andrade og Miranda uden tvivl aldrig havde forventet.

- Der er en usynlig væg! Udbrød Miranda.

Politibetjentene kunne åbne døren til huset uden problemer og kunne se det ydre af huset. De kunne dog ikke komme ud!

- Jeg forstår ikke, hvad der sker! Andrade råbte.

Pludselig dukkede den søde gamle dame op med et Machiavellian-blik og pegede en pistol mod dem.

- De kan ikke komme ud! Dette hus er beskyttet med et system, der aktiverer et elektromagnetisk felt, der blokerer for alle dets indgange.

Hurtigt klarede Andrade sig til at tegne sit våben, da han indså, at det manglede. Miranda gjorde det samme.

"Du er så dum, at du tog dine våben af, da du grave i boksen!" Råbte den gamle kvinde.

Politiet blev chokeret. De vidste ikke, hvad de skulle gøre. De var klar over, at den gamle kvinde havde taget dem som gidsler.

- Forlad kassen og flyg, hvis du vil leve!

De to politimænd kiggede på hinanden på en vidende måde og faldt kassen. De begyndte straks at løbe uden for huset.

”Vi kan ikke fortælle om dette på politistationen,” sagde Andrade.

”Selvfølgelig ikke,” sagde Miranda.

- Morderen æble

Det var engang en lille by ved navn San Pedro de los Vinos. I det var stationen for hans lille politistyrke i sorg, da hovedkommissæren, Ernesto Perales, for nylig var død.

Selvom han var en ældre mand, chokerede hans død mange, hvilket gjorde smerterne meget mere overvældende. Men politibetjenten Alicia Contreras troede ikke på historien om, at hun var død og sov i sit hjem, fredeligt.

”Jeg tror ikke på den version,” sagde Alicia til sine ledsagere.

"Han var en ældre mand." Hun har sin familie, vi skylder hendes hukommelse og hendes hvile, Alicia, ”svarede Daniela, en af ​​ledsagerne.

En anden officer, Carmen Rangel, lyttede dog med en vis interesse for teorierne om hendes partner Alicia. For hende virkede beretningen om kommissær Perales 'død ikke særlig rigtig. Begge begyndte at tale med den ansvarlige retsmedicinske officer, der ikke havde noget problem i, før kroppen blev fundet ud og udførte en obduktion.

Da denne obduktion blev udført, var de til en stor overraskelse. Selvom kommissær Perales var en ivrig æbleforbruger, var overraskelsen, at han havde æbler i maven, men de blev forgiftet med cyanid, men hvem var sneblød i denne historie?

- Men hvem dræbte ham? Spurgte Carmen begejstret.

"Jeg tror, ​​jeg ved det."

Daniela havde for nylig haft en søn. Hun sagde aldrig, hvem faren var, og det var heller ikke et større emne.

Nogle af kollegerne havde bekræftet, at deres søn havde en meget lighed med kommissær Perales, noget de havde taget som høflighed.

"Det var dig, der dræbte ham!" Alicia råbte til Daniela. Sidstnævnte trak hendes våben og skød hende uden spørgsmål uden at være i stand til at dræbe hende. De andre ledsagere skød Daniela, der efter at være blevet arresteret og ført til hospitalet, tilkendte sin lidenskabskriminalitet.

- En tyv af told

Don José havde en købmand i et travlt område i Mexico City. Det var den mest efterspurgte handel med beboerne i området og indbyggerne i de nærliggende byer. Folk kom for at købe deres friske kød, deres fisk, bælgfrugter, æg og andre produkter.

Alt gik godt torsdag den 6. november 2019, ligesom det var sket i de sidste 20 år siden oprettelsen af ​​etableringen den 3. oktober 1999. María, kasserer, indsamlede i sin sædvanlige position, et sted hun besatte for ti år, og som han elskede, fordi han interagerede med byens mennesker.

Hver klient havde en anden historie at fortælle dag efter dag såvel som deres skikke. Don José kendte dem alle. Margarita kunne godt lide at købe frisk frugt hver tirsdag klokka ni om morgenen, nogle gange skulle hun ankomme til otte femtifemre, undertiden klokka ni-fem, men aldrig uden for det 10 minutters rækkevidde.

Don Pedro på sin side kunne lide at købe fisk om fredagen ved middagstid, men han købte kun snapper, den dyreste art af alle, og manden bar altid omkring 10 kilo. Det var det største salg, som Don José foretog ugentligt for en enkelt person.

Især Doña Matilde købte kyllinger og meloner på tirsdage for at lave hendes specielle caribiske suppe til sin mand. María og Don José vidste om denne smag, fordi Doña Matilde altid fortalte dem, hver gang hun gik.

"I dag skal jeg lave min kyllingsuppe med meloner, min specielle suppe, som min mand elsker," blev Dona Matilde hørt hver gang hun ankom.

Som disse figurer gik hundreder, endda tusinder om ugen forbi.

Nu, torsdag, skete der noget, der aldrig var sket i det sted, dets historie, i dets to årtiers eksistens: de kom ind for at rane.

Selvom der ikke var meget skade, var tabene betydelige, især fordi de dyreste ting blev stjålet, ti kilo snapper fra køleskabet, bare det beløb, som Don Pedro brugte til at købe; kyllinger, meloner og alle de friske lokale frugter.

Derudover var kasseapparatet tomt i sin helhed, der var ikke en krone tilbage, og heller ikke de guldtøj, som Don José gemte på sit kontor, dukkede op, hvilket udgjorde omkring $ 15.000. Det underligste er måske, at sikkerhedskameraerne var helt deaktiverede.

Mærkeligt nok deltog Don Pedro ikke for at købe sine ti kilo snapper på fredag, hvilket overraskede María og Don José meget, efter at politimændene indsamlede alle beviserne i forbrydelsesområdet.

- Hvor mærkeligt at Don Pedro ikke kom, ikke? Sagde Maria til Don José.

-Ja, meget mærkeligt, Maria, især fordi der ud over tøjet manglede den fisk, han kan lide, og i den mængde, han normalt tager.

Undersøgelserne fortsatte den følgende uge, men tingene blev endnu mere mystiske. Det viser sig, at den følgende uge hverken Margarita eller Matilde købte, bare klienterne, der købte frisk frugt, kyllinger og meloner.

Don José og María blev endnu mere overrasket.

Efter tre uger uden faste kunder ankom politiet anlægget med en arrestordre for María.

"Men hvad er det? Hvad laver de!" - sagde kassereren.

-María, María, du var meget tydelig, se, at det var et godt skridt at sende din fætter til at anbefale andre virksomheder til mine klienter, så de ikke kom bare de dage og tog det, de kunne lide. Det kunne have forvirret alle, og det gjorde du faktisk. Du mislykkedes kun i en ting, en lille ting, ”sagde don Pedro, da de håndjernede, hvad hans kasser var.

-Hvad snakker du om? Jeg er uskyldig, jeg har været din ven og medarbejder hele denne tid!

-Ja, og i al den tid studerede jeg dig, ligesom du studerede mig. Jeg ved, at du rejser til Brasilien i morgen, en gammel ven var den, der solgte dig billetten. Jeg underrettede politiet, og de fandt alt hjemme hos din fætter. Alt kendes.

Ende.

- Den hurtigste arrestation af Punta de Piedras

Den dag gik Pedro som arbejde sædvanligvis på arbejdet ved at klikke på sin ekkolokationsenhed med højre hånd og se i sit sind enhver forandring på det sted, han kendte som hans bagside: hans kvarter.

Ja, som du kan forstå, var Pedro blind, og der ville ikke være noget mærkeligt ved det, hvis han ikke var den eneste blinde politimand i Punta de Piedras. Men da han var blind fra fødslen, havde han aldrig brug for øjnene, hans andre sanser var altid nok til at finde ham: hans smag, hans lugt, hørelse og berøring. Han var den yngste af fire søskende og den eneste dreng.

Pedro huskede ikke kun mennesker ved den måde, de talte på, men også af den typiske støj, de lavede, når de gik, ved lugten af ​​deres hud og deres åndedræt eller ved berøring af deres hænder (for mænd) og kinder (for kvinder), når du hilser.

Manden kendte hele byen, placeringen af ​​hvert træ og hvert hus og hver bygning samt placeringen af ​​hver grav på kirkegården.

Politimanden vidste også, hvornår skibene og færgerne ankom, og når de rejste i havnen, nogle kendte han allerede udadtil på grund af tidsplanerne og dem, der ikke gjorde det, identificerede han ved lyden af ​​deres skorstene og særlige trompetlyde.

Enheden, som Pedro havde i hånden, der frembragte en hul lyd som et klik, gjorde det muligt for ham at finde biler og mennesker såvel som enhver anden ny genstand på vejen.

Af de øvrige kendte manden hvert sted i sin by og dets afstande i lange trin, korte trin, baglæns, zigzag, jogging eller løb, han kendte endda afstandene i slag, svømning, da siden han var barn lærte han at svømme i stranden i hans by.

Hvis nogen ikke kendte Pedro, ville de ikke engang finde ud af, at han var en blind mand i sin by, især da han aldrig ville bruge en stokk. Faktisk glemte hans egne venner undertiden, at han var blind, fordi han i virkeligheden ikke syntes at være det.

Skurkerne respekterede og frygtede ham, og det var ikke forgæves. Pedro, den blinde politimand, havde den bedste rekord for at fange kriminelle i byen. Han fangede dem løb eller svømning, han afvæbnet dem med specielle karateteknikker. Og ja, for at fuldføre Pedro's kvaliteter var han ukomfortabel med våben, han brugte aldrig en i sit liv.

Patruljen akkumulerede foran scenen med begivenhederne mandag den 1. april 2019. Klokka var ni om morgenen ved Iván-smykket, lige foran havnen, hvorfra de fleste af bådene forlod fastlandet.

- Hvad skete der, fyre? Hvem fortæller mig det? Lad mig passere! Pedro sagde, da han ankom til kriminalscenen og gik sig blandt de nysgerrige.

”Det var et røveri, de tog Esther Gils diamant og Glorias perlekæde, de dyreste juveler i staten,” svarede Toribio, Pedro's politikollega.

”Okay, lad mig analysere alt,” sagde Pedro og nærmede sig sagen med brudt glas, hvorfra de udvindede juveler.

Manden bøjede sig, tog to krystaller op og løb fingrene langs den tynde kant, førte dem til næsen og snuste dem dybt og satte dem derefter i munden og nød dem. På det tidspunkt var hans venner vant til hans underlige ting og mærkelige ting, men byfolkene undrede sig stadig over alt, hvad han så.

Pedro stoppede uden at sige noget, han gik mellem sine venner og menneskemængden, mens en tåre flydede fra hans kind, og han stod ved siden af ​​sin søster, der var der og så på alt som resten. Den blinde mand tog Josefas hånd (det er navnet på hans ældre søster) og boede straks hånden i hende.

”Tag hende væk, drenge, alt er i hendes hus med sin mand,” sagde Pedro meget trist.

- Hvad laver du, Pedro! Hvad er dette! sagde hendes søster, skrigende og overrasket.

-Hvis du troede, at jeg ikke ville give dig op for at være min søster, tager du fejl. I det mindste ville du have haft nåden til at vaske hænderne, før du kom med din mand for at begå denne forbrydelse. Ja, de lugter stadig som den fisk, som min mor gav dem i går. Og ja, udskæringen af ​​glasset svarer til den kniv, som din mand altid bærer, og krystallerne smager som sveden fra dine hænder - sagde Pedro, så hold kæft og lad være.

Politimændene gik straks hjem til Pedro's søsters hus og bekræftede alt, hvad han havde sagt, og de ankom lige i det øjeblik, da Martín, Josefas mand, forberedte alt på at gå i sin båd med juvelerne.

Ende.

- Løgnerens fald

Alle vidste det undtagen John. Som det er sædvanligt, når disse ting sker. Hver detalje blev fortalt på en anden måde af sladderne i byen, store og små, høje og korte, menige mennesker og uden erhverv, der kun nød at leve af sladder og intet andet.

"John stjal det, det var ham," blev hørt fra det ene hjørne; "Ja, det var han, der stjal bilen", blev hørt i den anden "; ”Jeg så ham køre køretøjet 5:00 om morgenen gennem tankstationen,” sagde de ved et bord på plazaen.

Det viser sig, at Marco's bil var blevet stjålet foran hans hus kl. 1550 for to dage siden, onsdag den 5. marts, 2003.

Alt skete i byen La Blanquecina, en sund by, hvor det ikke var vant til at høre nogen underlige nyheder, men folk havde en dårlig vane at være sladder.

John fik hørt lørdag den 2., da to unge drenge sagde "Der er bilrøveren", mens han pegede på ham. Han blev forundret og gik for at tale med Vladimir, hans barber ven.

-Hi Vladimir, hvordan har du været? Hvordan går det? Spurgte John i en normal tone.

-Hi, John, alt godt… - Besvarede frisøren med lidt ironi.

-Tal op, Vladimir, hvad der siges om mig i gaderne?

- Ved du ikke?

-Nej, jeg ved det ikke.

-Det du stjal Marco's bil, det er hvad de siger.

Ja, som det blev sagt i starten, vidste hele byen undtagen John. Rygtet gik rundt i byen, den berygtelse, at den unge mand havde stjålet Marco's bil. Alt ville være normalt, hvis John ikke arbejdede fra syv om morgenen til ni om natten for at forsørge sin familie, og hvis han ikke underviste børn med særlige behov i weekenderne.

Måske var det derfor, fordi han ikke spildte sin tid på at sladre, John ikke havde hørt, at de talte om ham, men takket være frisøren, vidste han det allerede.

Der i barbershop talte han og Vladimir i lang tid. John havde nogle kontakter med en politibetjent, der vidste om computerspionering og formåede at forbinde prikkerne, indtil han nåede til den, der startede samtalen.

Mandag, blot fem dage efter, at sladderen mod John begyndte, bankede politiet på Marco's dør med en søgekendelse.

-Hvad der sker? Hvorfor gør de det mod mig? Er jeg offeret? Sagde Marco, da de satte håndjernene på ham.

"Vi ved alt, intet bliver slettet nogensinde fra internettet," sagde politibetjenten til ham.

-Og hvad beskylder de mig for?

-Famy mod John Martínez, svig mod et forsikringsselskab og samarbejde i forbindelse med autostyveri.

Inde i mandens computer fandt de en samtale med et emne, hvor de forhandlede om prisen for dele af bilen, der angiveligt var stjålet for dage siden.

Derudover fik de mere end $ 20.000 kontant ved bordet, penge, som Marco's bil var forsikret for. Uden for huset ventede John og næsten alle naboer, som ikke tøvede med at undskylde manden for den skade, de gjorde på hans navn.

Ende.

- Jagtpladsen

Familien Ruíz gennemgik sit værste økonomiske øjeblik. Ricardo, familiens far, havde ikke arbejdet i lang tid og kunne endda gå for at hjælpe mændene med at jage, da jaktsæsonen var afsluttet. Både han og hans kone og teenage-søn havde ikke spist i flere dage, så situationen var kritisk.

En dag, der var træt af situationen, bad Noah sin søn om at klæde sig og bringe ham haglen. Han havde besluttet, at han ville gå ind på jagtområdet for byens chef og skyde nogle patridge eller vildsvin for at spise.

Hans kone modsatte sig og bad ham om at skifte mening.

- Noah, hvis Mr. Quintana fanger dig i sin bevaring, han vil dræbe dig uden betænkeligheder, ved du, at han er en ond mand, ”sagde hun og indeholdt sin mand.

- Du har ret, kone. Det kan være nødvendigt at du taler direkte med Mr. Quintana og beder om et lån på forhånd. Når jaktsæsonen åbner igen, vil jeg returnere den med mit arbejde - sagde Noé mere roligt.

Samme eftermiddag søgte Noé på jagt efter Mr. Quintana og lovede sin kone, at han ville vende tilbage så hurtigt som muligt med pengene.

Dog kom aftenen, og hendes mand dukkede stadig ikke op hjemme. Hans kone og søn besluttede at gå i seng og tænkte, at Noé ville være i en bar, der bruger nogle af de penge, som han skulle anmode om fra Mr. Quintana.

Den næste morgen vågnede kvinden for at finde en sæk fuld af patridges og en taske med penge til at komme igennem flere uger uden problemer. Der var dog ingen spor af hendes mand. Åbning af posen fandt han en note, der sagde:

«Kære kone, i går aftes brød jeg ind på Mr. Quintanas gård. Jeg tog nogle penge og skød nogle patridges, som jeg forlader her. Jeg har været nødt til at flygte fra byen, fordi jeg ved, at de vil lede efter mig for at dræbe mig. Jeg vil ikke sætte dig i fare. Farvel".

Denne note fik hans kone til at græde for sin mands hensynsløshed. Selvom han vidste, at han gjorde det af hensyn til sin familie, kunne de måske aldrig se ham igen. Jeg var ødelagt.

Den der ikke syntes overbevist om alt dette var hans søn Sebastian. Det hele virkede mærkeligt nok for ham, ikke som hans far. Han trøstede sin mor, men begyndte snart at tænke på at forbinde prikkerne.

Han analyserede noten og indså, at håndskriften ikke lignede hans fars. Derudover sagde det, at han havde skudt nogle patroner, men sandheden er, at alle patroner var intakte derhjemme. Han fortalte sin mor, men var i chok over situationen.

Sebastián ville fortælle det til politiet, men netop var de på udkig efter og fange den, der berøvede Mr. Quintana. At fortælle sikkerhedsstyrkerne, der ville have været som at forråde hans far.

Han besluttede at lede efter ledetråde, og for det havde han brug for at komme ind på Mr. Quintanas jagtplads. For at gøre dette dukkede han op for ham, tilbød ham sin respekt og stillede sig til rådighed for at dække sin fars tab i den næste jaktsæson. Mr. Quintana accepterede sit tilbud.

Det faktum, at han ikke stillede spørgsmål om sin fars ophold, gjorde Sebastián endnu mere urolig, så han begyndte at se mysteriet med alt dette.

I tre uger deltog han i jagten på papegryde, hjorte og vildsvin og fik snart tillid hos Mr. Quintana. I en sådan grad, at hun gik med ham for at blive beruset i byens taverner.

Under en af ​​disse aftenudfange fangede Mr. Quintana en sådan cogorza, at han ikke kunne stå. Sebastian udnyttede lejligheden og tilbød at føre ham til sin gård. Hun lagde ham på sengen og sørgede for, at han sov.

I det øjeblik begyndte han at søge i alle værelser efter en anelse om, hvor hans far måtte være. Han var sikker på, at Mr. Quintana vidste noget og skjulte det for ham.

Han søgte og søgte, indtil han gik ned i kælderen, hvor han blev overrasket. Der var hundreder af udstoppede dyr der: ugler, hjorte, bjørne, cougars, vildsvin, armadillos, vaskebjørne, egern og… deres fars krop.

Denne forfærdelige Sebastián, der straks løb op til Mr. Quintana's værelse for at dræbe ham. Han kom til værelset og pressede hendes nakke, indtil hun vågnede op.

"Du dræbte min far for din dyreopsamling! Du er en djævel! Han kom kun for at bede om din hjælp!" - sagde Sebastian med blodskudte øjne.

- Din fars ting var en ulykke! Lad mig forklare det! - Hr. Quintana prøvede at svare så godt han kunne.

Sebastián aftalte og frigav Mr. Quintana's hals, men ikke før han tog en hagle, der var i rummet for at pege den mod hans ansigt. Forklar dig selv! - Han krævede.

- Din far kom for at bede mig om hjælp, men jeg tilbød den ikke, så da snek han sig ind på min gård og gemte sig i buskene for at jage noget. Samme aften havde jeg arrangeret en dag med ulovlig jagt med nogle vigtige venner. En af dem skød ind i buskene, hvor din far troede, det var noget dyr. - sagde Mr. Quintana, der gik.

- Døde? - spurgte Sebastian.

- Ja. Det var øjeblikkeligt, vi kunne ikke underrette nogen. Den, der skød, er en meget vigtig mand i regionen, og han bad mig om fordel for at skjule hændelsen. Hvis politiet var kommet, ville alle have været slået. Derfor har jeg ham låst inde i kælderen og venter på at begrave ham, når jagtdagen er forbi.

- Og hvorfor sendte du den note til mit hus med penge og patridges? - Sebastian insisterede.

- Jeg vidste, at hvis din far ikke dukkede op uden en grund, ville du underrette politiet. Alle ved, at han arbejder for mig, så de ville være kommet, og de kunne have fundet ud af alt. Med den note sørgede jeg for, at dine mund blev lukket.

- Og hvorfor accepterede du mig som assistent i jagtdagene?

- Jeg følte mig ansvarlig for alt det, og jeg ville kompensere lidt ved at ansætte dig og bidrage med nogle penge til dit hus. Jeg havde helt klart forkert.