30 EKSPRESSIONISTISKE DIGTE AF STORE FORFATTERE - LITTERATUR

Ekspressionistiske digte er kompositioner, der bruger litterære ressourcer, der er typiske for poesi, indrammet i den nuværende kaldte ekspressionisme.

Ekspressionisme er en kunstnerisk strøm, der opstod i Tyskland i de tidlige år af det 20. århundrede, og hvis forudsætning var at udtrykke den særlige og indre vision for hver kunstner, i modsætning til impressionsisme, en strøm, der gik forud for den, og hvis grundlæggende princip var at afspejle virkeligheden på den mest pålidelige måde, der er mulig.

Georg Trakl, forfatter af ekspressionismen.

Ekspressionisme ser en subjektiv virkelighed og derfor deformeret og lunefuld, hvor følelser pålægges former.

Andre strømme som Fauvisme, kubisme og surrealisme var inkluderet i ekspressionismen, så det var en ganske heterogen bevægelse, der afslørede tiden så krampet, at han levede.

Ekspressionistisk poesi vedtog også dette koncept, hvilket resulterede i stykker fyldt med frihed, irrationalitet og oprør både i de emner, der blev behandlet - sygdom, død, sex, elendighed - såvel som i deres form og struktur: uden sproglige regler eller med en deformation af dem, selvom rimet og måleren blev opretholdt i de fleste tilfælde.

Du kan også være interesseret i denne liste over romantiske digte eller denne liste over surrealistiske digte.

Liste over digte af de mest repræsentative forfattere af ekspressionisme

Til den stumme

Ah, galskab af den store by, i skumringen

til mørke neglede vægge ser på formløse træer,

i en sølvmaske, som det onde geni observerer,

lys med en magnetisk pisk frastøtter stennatten.

Ah, dybt er klokker ved solnedgang.

Hore, der føder et dødt barn midt i frosne rysten

Guds vrede, der rasende pisker panden på den besatte,

lilla pest, sult, der sprækker de grønne øjne.

Ah, den grusomme latter af guld.

Roligere menneskehed flyder i en mørk bæve, mere støjsvage,

og i hårde metaller danner det det reddende hoved.

Forfatter: Georg Trakl. Oversættelse af José Luis Arántegui

Lidenskab

Når Orpheus slår på sølvlyret,

græder en død mand i aftenhaven,

hvem ligger du under de høje træer?

Redsengen i efteråret mumrer sin klagesang.

Den blå pool

går tabt under træets grøn

efter søsterens skygge;

mørk kærlighed til et vilde race,

flygtet dagen på dets gyldne hjul.

Rolig aften.

Under dystre grantræer

blandede to

forstenede ulve deres blod i en favn;

skyen døde på den gyldne sti,

tålmodighed og stilhed i barndommen.

Det møre lig vises

ved siden af Tritons pool, der

sover i dets hyacinthår.

Må det kolde hoved endelig gå i stykker!

For altid fortsætter et blåt dyr, der

lurer i træernes skygger,

ser på disse sorte veje,

bevæget af dens natlige musik,

af dets søde delirium;

eller ved den mørke ekstase,

der vibrerer dens kadenser

ved de frosne fødder af de bofester

i stenbyen.

Forfatter: Georg Trakl. Helmut Pfeifers version

Smuk ungdom

Munden på en pige, der havde været i rørene i lang tid,

syntes så råtne.

Da de knuste hans bryst, var hans spiserør så utæt.

Til sidst i en pergola under membranen

fandt de et rede af små rotter.

En lille søster lå død.

De andre fodret med lever og nyre,

drak koldt blod og tilbragte

en smuk ungdom her.

Og smuk og hurtig overraskede døden dem: de blev

alle kastet i vandet.

Åh, hvordan de små snutter skreg!

Forfatter: Gottfried Benn

Kristi himmelfarten

Han strammede bæltet indtil det var stramt.

Dens nakne ramme knogler knækkede. I siden såret.

Han hostede blodige sik. Det flammede over hendes hårde hår.

En krone af lysetorner. Og altid nysgerrige hunde.

Disciplene snuskede rundt. Det ramte hans bryst som en gong.

For anden gang skød der lange dråber blod,

og så kom miraklet. Himlens loft

åbnede citronfarve. En kuling hylede på høje trompeter.

Han steg imidlertid op. Måler efter meter i

Espacio- kløften. Getasene blekede i dybt forbløffelse.

Nedenfra så de kun sålerne på hendes svedige fødder.

Forfatter: Wilhelm Klemm. Version af Jorge Luis Borges

Have kærlighed

Når du står op

din krop blomstrer et tydeligt tempel

Mine arme synker som et folk, der beder

og de løfter dig op fra skumringen

til stjernerne omkring Herrens fald

de kæder

Således væver vores timer kranser omkring kærlighed

og dine lange blik fra sydene

de gør mig syg af din sjæl

og jeg synker

og jeg drikker dig

og jeg finder en dråbe evighed i dit blod af havet.

Forfatter: Kurt Heynicke. Version af Jorge Luis Borges

jeg er ked af det

Dine kys bliver mørke på min mund.

Du elsker mig ikke længere.

Og hvordan kom du!

Blåt på grund af paradiset;

Omkring dine søde kilder flagret

mit hjerte.

Nu vil jeg sammensætte ham,

ligesom prostituerede

farver den visne rose på deres hofter rød.

Vores øjne er halvt lukkede,

som en døende himmel

Månen er ældet.

Natten vågner ikke længere.

Du husker næppe mig.

Hvor skal jeg hen med mit hjerte?

Forfatter: Else Lasker-Schüler

Sonia Almaus version

Ensomhed

Ensomhed er som regnen,

der stiger op fra havet og bevæger sig mod natten.

Fra fjerne og mistede sletter

stiger den til himlen, som altid samler den op.

Og kun fra himlen falder ind i byen.

Det er som et regn i ubesluttsomme timer,

når alle stier peger mod dagen,

og når kropperne, der ikke fandt noget,

vender sig væk fra hinanden, skuffede og triste;

og når væsener, der gensidigt hader hinanden,

skal sove sammen i samme seng.

Så ensomhed forlader med floderne…

Forfatter: Rainer María Rilke

Mand og kvinde går gennem kræftslangen

Manden:

I denne række ødelagde omgange,

i denne anden ødelagte bryster.

Seng suger ved siden af sengen. Sygeplejerskerne skifter hver time.

Kom, løft dette tæppe uden frygt.

Se, denne klump fedt og rådne stemninger, den

var engang vigtig for en mand,

og den blev også kaldet hjemland og delirium.

Kom og se på disse ar på brystet.

Føler du rosenkransen fra bløde knob?

Spil uden frygt. Kødet er blødt og gør ikke ondt.

Denne kvinde blør, som om hun har tredive kroppe.

Intet menneske har så meget blod. Hun blev først afskåret

et barn fra sin syge skød.

De lod dem sove. Dag og nat. -Til de nye

de får at vide: her helbreder drømmen. Kun på søndage

ved besøg lader de være vågen et stykke tid.

Der spises stadig lidt mad. Ryggen

er fulde af sår. Se på fluerne. Nogle gange

vasker en sygeplejerske dem. Sådan vaskes bankerne.

Her svulmer det jordbearbejdede felt rundt om hver seng.

Kød bliver almindeligt. Brand går tabt.

Humor forbereder sig på at løbe. Jorden ringer.

Forfatter: Gottfried Benn

jeg kunne godt tænke mig

Jeg vil gerne drikke vandet

fra alle kilder,

slukke al min tørst og

blive en nayáde.

Kend alle vindene,

fyr alle veje,

undertrykke min uvidenhed

for tidens neoterik.

Novar al min ængstelse

for stille harmoni

og føler integritet , selvom der ikke er noget tilbage.

Jeg vil gerne se om natten,

ikke længe efter en ny dag,

opsuge mig selv med spild

af velvære og glæde.

Og hvis jeg er, ved jeg ikke noget

Forfatter: Nely García

Reflektioner

Jeg er født, jeg lever, jeg dør, gentagen absurditet i denne usikre verden.

Ruten er markeret i det flygtige øjeblik

af en ignoreret nat.

Øjeblikke af slutning og daggry er vævet sammen

gå i mørke langs den annoncerede rute.

Nogle dagdrømme.

Andre lever klager.

Nogle søger tilflugt for at opdage tavshed

at de kan lære dig tidenes enhed,

hvorfor? Af livet, hvorfor? Af de døde.

Med disse bekymringer tager nogle for givet

værdien af kærlighed og brændt af den

de skynder sig at leve med stillheden eller vinden.

Drømte privilegium!, Blødgøre følelserne af få yndefulde

der nyder glæde, enkelhed og succes!

Forfatter: Nely García

Krykker

I syv år kunne jeg ikke tage et skridt.

Da jeg gik til lægen

Han spurgte mig: Hvorfor har du krykker?

Fordi jeg er lam, svarede jeg.

Det er ikke underligt, sagde han:

Prøv at gå. Er det uønsket

dem, der forhindrer dig i at gå.

Kom nu, tør, gennemsøg på alle fire!

Griner som et monster

fjernede mine smukke krykker, brød dem på min ryg uden at stoppe med at grine, og kastede dem i ilden.

Nu er jeg helbredt. Jeg går.

En latter helede mig.

Kun nogle gange, når jeg ser pinde

Jeg går lidt værre et par timer.

Forfatter: Bertolt Brecht

Ode til kongen af Harlem

Med en ske

gik ud af krokodillernes øjne

og slå ryggen på aber.

Med en ske.

Der sov altid ild i flintene

og de berusede anisbiller

de glemte landsbyens mos.

Den gamle mand dækket af svampe

Jeg gik til det sted, hvor de sorte græd

mens du knuser kongens ske

og tanke med rådnet vand ankom.

Roserne flygtede langs kanterne

af de sidste luftkurver, og i bunkerne med safran

børnene knuste små egern

med en rødme af farvet vanvid.

Broer skal krydses

og kom til den sorte rødme

så lunge parfume

ramte vores templer med hendes kjole

af varm ananas.

Det er nødvendigt at dræbe

til den sorte blonde spiritus, til alle æblets og sandets venner, og det er nødvendigt at give med sammenknyttede næve

til de små bønner, der ryster fyldt med bobler, For kongen af Harlem at synge med sin skare, for alligatorer at sove i lange linjer

under månens asbest, og således at ingen tvivler på den uendelige skønhed

af fjederstøvler, rivjern, kobber og køkkenpander.

Åh Harlem! Åh Harlem! Åh Harlem!

Der er ingen kvaler, der kan sammenlignes med dine undertrykte røde, til dit skjælvende blod inden for den mørke formørkelse,

til din døve stum granatvold i dysterhed, din store fange-konge i en vagtmesterantøj!

Forfatter: Federico García Lorca

I dig

Du vil flygte fra dig selv, flygte mod langt væk, fortiden udslettes, nye strømme fører dig -

og du finder afkastet dybere i dig selv.

Ærdiggørelse af dig kom og klistret lykke.

Nu føler du, at dit hjerte tjener skæbnen, så tæt på dig, lidelse for alle de loyale engagerede stjerner.

Forfatter: Ernst Stadler

Til skønhed

Så vi har forfulgt dine mirakler

som børn, der drukket af sollys

et smil om munden fuld af sød frygt

og helt nedsænket i oase af gyldent lys

Twilights kom løbende ud af daggryets portaler.

Langt væk er den store by, der drukner i røg, ryster, natten stiger frisk fra brune dybder.

Nu får de de brændende kinde til at ryste

i våde blade, der drypper fra mørket

og hans hænder fulde af længsel frister

på den sidste glød i sommerdagen

at bag de røde skove forsvandt -

hendes stille gråd svømmer og dør i mørke.

Forfatter: Ernst Stadler

Ah dine lange vipper

Ah, dine lange vipper,

det mørke vand i dine øjne.

Lad mig synke ned i dem,

gå ned til bunden.

Idet miner er ned til dybden

og en meget svag lampe svinger

over døren til minen,

i den skyggefulde væg, så jeg går ned for

at glemme på dit bryst,

hvor meget rumler der er over,

dag, pine, udstråling.

Vokser sammen i markerne,

hvor vinden befinder sig, med ruspåvirkning af høsten,

den høje delikate hagtorn

Mod den blå himmel.

Giv mig din hånd,

og lad os forene voksende,

bytte for hver vind,

flyvning af ensomme fugle.

at vi om sommeren lytter til

stormenes dæmpede orgel,

at vi bader i efterårets lys

på kysten af blå dage.

Engang vil vi kigge

på kanten af en mørk brønd,

vi se på bunden af stilheden

og vi vil se efter vores kærlighed.

Eller så vil vi efterlade skyggen

af de gyldne skove

til at komme ind, store, i et skumring,

der forsigtigt rører din pande.

Guddommelig tristhed,

vinge af evig kærlighed,

hæv din kande

og drik fra denne drøm.

Når vi når slutningen,

hvor havet med gule pletter

roligt invaderer

septemberbugten,

hviler vi i huset,

hvor blomsterne er knappe,

mens der blandt klipperne

ryster en vind, mens den synger.

Men fra det hvide poppeltræ,

der stiger mod det blå,

falder et sorte blad

til at hvile på din hals.

Forfatter: Georg Heym

Efter slaget

I markerne ligger trange lig,

på den grønne grænse, på blomster, deres senge.

Mistede våben, rodløse hjul

og stålrammer vendte ud og ud.

Mange vandpytter ryger med dampe af blod,

der dækker den brune slagmark sort og rød.

Og maven fra

døde heste kvælder hvidligt, deres ben strækkede sig i daggry.

I den kolde vind er

den døende gråd stadig frosset, og gennem den østlige dør vises

et bleg lys, en grøn glød,

det fortyndede bånd fra en flygtig daggry.

Forfatter: Georg Heym

Mit blå klaver

Jeg har et blå klaver derhjemme

Selvom jeg ikke kender nogen toner.

Det er i skyggen af kælderdøren,

da verden blev uhøflig.

De spiller fire stjernede hænder

- Kvindemånen sang i båden-

Nu danser rotterne på tastaturet.

Ødelagt er toppen af klaveret…

Jeg græder til den blå døde kvinde.

Ah, kære engle, åbn

mig - jeg spiste det sure brød -

For mig levende himmelens dør -

Selv mod det forbudte.

Forfatter: Else Lasker Schüller. Oversættelse af Sonia Almau.

Til verdens ende

Borgerskabet blæser hatten af sit skarpe hoved.

Gennem luften er der som et rungende skrig.

Helvedesild falder fra hinanden, knuses

og på kysterne - lyder det - stiger tidevandet kontinuerligt og groft.

Stormen er kommet; havene hopper lys

over landet, indtil leveerne bryder.

Næsten alle har forkølelse.

Jernrækværk falder ned fra broerne.

Forfatter: Jacob Van Hoddis. Oversættelse af Antonio Méndez Rubio

Desperat

Der rumler en stram sten natkornet

glas

gange stop

jeg petrify mig selv.

Jeg glemmer ,

du glaser væk

Forfatter: August Stramm

september

I de mørke dale

før daggry

på alle bjerge

og dale øde

marker sultne

mudrede villaer

landsbyer

byer

gårde

hytter og slum

i fabrikker, i pakhuse, på banegårde

i stalden

på gårde

og i møller

hovedkvarteret elektriske

virksomheder

på gaden og på kurverne

mellem slugter, klipper, toppe og bakker skrånende

markskel i de ringeste steder og ørkener i de gule Efterårsskov på stenene i vandet i torbid hvirvler i enge haver felter vinmarker i hyrdenes krisecentre mellem buske brændende stubbe sumpe blomster med torner: ujævnt beskidt mudder sultne ansigter følelsesløse fra arbejde frigivet fra varme og koldhærdede deformeret

krøblinge

Retintos

sort

barfodet

tortureret

ordinær

vilde

rabiat

- uden roser

uden sang

uden marcher og trommer

uden klarinetter, trommehinder og organer,

uden tromboner, trompeter og kornetter:

spændte sække på skulderen,

temmelig skinnende sværd -

almindeligt tøj i hånds

tiggere med pinde

med pinde

pigge

splinter

pløje

økser

haver

solsikker

- gamle og unge -

de haster alle, overalt

- som en flok af blinde dyr

i vanvittigt løb for at slå,

et par blik

af rasende tyre -

med

hylende råb

(bag dem - nattetiden - forstenet)

fløj, og fremskred

i en

ustoppelig uorden

formidabel

sublim:

FOLKEN!

Forfatter: Geo Milev. Oversættelse af Pablo Neruda.

Patrulje

Stenene chikanerer

vinduet ler ironisk forræderiske

grene kvæler

bjergene med buskeblade med knitrende

ekkodød

Forfatter: August Stramm

Lyrdigt

Brisen forvirrer siderne

i avisen for borgeren,

der fornærmet klager

til datidens nabo.

Hans forargelse

blæses væk af vinden. Hans tykke øjenbryn,

fulde af hårstrå,

ser ud som ruffede skrig.

Kølen ripper fliser

fra landsbyhuse,

der falder ned på jorden og eksploderer og

sprøjter jorden med røde dampe.

På kysten stjerner stormen

grå og blå bølger,

men dagen lover sol og varme

(det er sandt, siger aviserne).

Stormen ankommer, det

rasende farvande angriber landet

og får klipperne til at ryste,

dværgede ved det blå bjerg.

Den grå himmel spytter regn,

den grå gade er oversvømmet af sorg,

Der Sturm ist da, die wilden Meere hupfen

An Land, um dicke Dämme zu zerdrücken. (Stormen er her, det rasende farvande

stormer landet for at knuse tykke diger.)

Panteren

Hans blik, træt af at se

stængerne gå forbi, holder ikke længere noget andet.

Han mener, at verden er lavet

af tusinder af barer og derudover intet.

Med sin bløde gåtur, fleksible og stærke trin,

drejer han sig rundt i en tæt cirkel;

som en kræftedans omkring et centrum , hvor alarmerende ligger en imponerende vilje.

Nogle gange stiger gardinet på øjenlågene,

målløst. Et billede bevæger sig indad,

løber gennem den spændte ro i hendes lemmer

og, når det falder i hendes hjerte, smelter og forsvinder.

Forfatter: Rainer Maria Rilke

Slaget ved Marne

Langsomt begynder stenene at bevæge sig og tale.

Urter følelsesløse til grønt metal. Skove,

lave, hermetiske skjulsteder, fortærer fjerne søjler.

Himmelen, den hvidkalkede hemmelighed, truer videresalg

To kolossale timer slapper af på få minutter.

Den tomme horisont svulmer stejl.

Mit hjerte er så stort som Tyskland og Frankrig sammen,

gennemboret af alle verdens kugler.

Trommerne hæver deres løvestemme seks gange ind i det indre af landet. Granaterne hyler.

Stilhed. I det fjerne koger infanteriets ild.

Dage, hele uger.

Forfatter: Wilhelm Klemm

Senna-dag

Da du er begravet på bakken

landet er sødt.

Og uanset hvor jeg går på tå, går jeg på rene stier.

Åh, dit blods roser

søde imprægneres død.

Jeg er ikke bange mere

til døden.

Jeg blomstrer allerede på din grav, med bindweed blomster.

Dine læber kaldte mig altid.

Nu ved mit navn ikke, hvordan jeg vender tilbage.

Hver skovl med snavs, som jeg skjulte

han begravede mig også.

Derfor er natten altid med mig, og stjernerne lige ved skumringen.

Og vores venner forstår mig ikke mere

fordi jeg er en fremmed.

Men du er ved portene til den mest stille by, og du venter på mig, åh engel!

Forfatter: Albert Ehrenstein

Hvor nærmer jeg mig, hvor lander jeg

Hvor nærmer jeg mig, hvor lander jeg, der, i skyggen og i sandet

de vil slutte sig til mig

og jeg vil glæde mig

bundet med bue af skygge!

Forfatter: Hugo von Hofmannsthal

Digteren taler

Digteren taler:

Ikke mod solerne på den tidlige rejse, ikke til landene med overskyede eftermiddage, dine børn, hverken højlydt eller lydløs, ja, det anerkendes næppe, på hvilken mystisk måde

livet til drømmen, vi snapper

og til ham med en stille vinglas

fra foråret til vores have binder os.

Forfatter: Hugo von Hofmannsthal

Jeg kysste ham farvel

Kyssede ham farvel

Og jeg har stadig nervøst holdt din hånd

Jeg advarer dig igen og igen:

Pas på dette og det

mand er stum.

NÅR er det, at fløjten, fløjten endelig blæser?

Jeg føler, at jeg aldrig vil se dig i denne verden igen.

Og jeg siger enkle ord - jeg forstår ikke.

Manden er dum.

Jeg ved, at hvis jeg mistede dig

Jeg ville være død, død, død, død.

Og alligevel ville han løbe væk.

Herregud, hvordan kan jeg lide en cigaret!

manden er dum.

Var væk

Jeg for mig, tabt i gaderne og druknet af tårer, Jeg kigger mig omkring, forvirret.

Fordi ikke engang tårer kan fortælle

hvad vi virkelig mener.

Forfatter: Franz Werfel

Smil, ånde, gå højtideligt

Du skaber, bærer, bærer

De tusind farvand i smilet i din hånd.

Smil, velsignet fugt strækker sig

Overalt i ansigtet.

Smilet er ikke en rynke

Smilet er essensen af lys.

Lys filtrerer gennem mellemrummet, men endnu ikke

det er.

Lyset er ikke solen.

Kun på det menneskelige ansigt

Lys er født som et smil.

Af disse sonorøse porte er lette og udødelige

Fra øjnens porte for første gang

Fjeder spiret, himmelskum, Smilets aldrig brændende flamme.

I smilets regnfulde flamme skylles den visne hånd, Du skaber, bærer, bærer.

Forfatter: Franz Werfel

Å poesi, i det klare vers…

Å poesi, i det klare vers,

som forårets ængstelse ophidser,

at sejren om sommeren rammer,

der håber i himmelens øjne,

at glæde i jordens hjerte brænder sammen,

åh poesi, i det livlige vers,

der er mudder af efterårstænk,

der bryder vinteristavler,

der spruter gift i himmelens øje,

der klemmer sår i hjertet af jorden,

åh poesi, i det ukrenkelige vers

klemmer du de former, der inden i

malvivas besvimede i den flygtige

feige gestus, i den

åndeløse luft, i den

ubestemte og øde passage

af den spredte drøm,

i den behageløse orgie

af den berusede fantasi;

og mens du står op for at forblive tavs

om hubbuben hos dem, der læser og skriver,

om ondskaben hos dem, der tjener og varierer,

om tristheden for dem, der lider og blinde, er

du det humb og ondskab og tristhed,

men du er messingbandet,

der slår Jeg går,

men du er den glæde,

der opmuntrer naboen,

men du er sikkerheden

om den store skæbne,

åh poesi af gødning og blomster,

livsfærd, Guds nærvær,

åh død og genfødt

verdensborger i kæder!

Forfatter: Clemente Rebora. Oversættelse af Javier Sologuren.

Referencer

Vintila Horia (1989). Introduktion til litteratur fra det 20. århundrede. Redaktion Andrés Bello, Chile.
Digte af Georg Trakl. Gendannes fra saltana.org
Else Lasker-Schüler. Gendannes fra amediavoz.com
Rainer Maria Rilke. Gendannes fra trianarts.com og davidzuker.com
Antagelsen (af Kristus). Gendannes fra poemas.nexos.xom.mx
Carlos Garcia. Borges og Espressionism: Kurt Heynicke. Gendannes fra Borges.pitt.edu
Fire digte af Gottfried Benn. Gendannes fra digopalabratxt.com
Ekspressionisme. Gendannet fra es.wikipedia.org.

30 EKSPRESSIONISTISKE DIGTE AF STORE FORFATTERE - LITTERATUR - 2026