33 DIGTE AF 4 STROFER AF STORE FORFATTERE - LITTERATUR - 2025

Vi efterlader dig en liste over digter fra fire strofer af store forfattere som Pablo Neruda, Mario Benedetti, Gustavo Adolfo Bécquer, Federico García Lorca, Rubén Darío, Juan Ramón Jiménez, José Martí, Lope de Vega og andre.

Et digt er en komposition, der bruger poesiens litterære ressourcer. Det kan skrives på forskellige måder, men det er generelt i vers.

Dette betyder, at det består af sætninger eller sætninger skrevet på separate linjer og grupperet i sektioner kaldet strofe. Hver af disse linjer rimer normalt med hinanden, det vil sige en lignende vokallyd, især i linjernes sidste ord.

Længden af ​​digtene kan være ubegrænset og er ikke underlagt nogen regel. Der er enkeltlinjede digte og andre, der kan udfylde flere sider.

Men det kan siges, at en standardudvidelse er en, der har 4 strofer, da det er en længde, der gør det muligt at overføre ideen tilstrækkeligt til at blive udviklet.

Det er almindeligt at knytte poesi til kærlighed og romantik, men det er godt at afklare, at et digt kan skrives om ethvert emne. Dog har poesi en iboende intention om at kommunikere en stiliseret, sublim og smuk idé.

Moderne poesi har mange licenser, der undertiden ikke tillader digte at passe ind i en bestemt struktur. På denne måde finder vi digte i prosa uden rim, med asymmetriske vers eller strofer osv.

Liste over 4-strofe digte af berømte forfattere

Kvindekrop

Kvinnens krop, hvide bakker, hvide lår,

du ligner verden i din holdning til overgivelse.

Min krop af en vild bonde undergraver dig

og får sønnen til at hoppe fra jordens bund

Jeg var ligesom en tunnel. Fuglene flygtede fra mig,

og natten kom ind i mig med dens kraftige invasion.

For at overleve smed jeg dig som et våben,

som en pil i min bue, som en sten i min slynge.

Men hævnens time falder, og jeg elsker dig.

Krop af hud, mos, grådig og fast mælk.

Ah brødets briller! Ah fraværets øjne!

Ah, pubic roser! Ah din langsomme og triste stemme!

Min kvindes krop, vil vedvare i din nåde.

Min tørst, min uendelige trang, min ubesluttsomme vej!

Mørke kanaler, hvor evig tørst fortsætter,

og træthed fortsætter og uendelig smerte.

Forfatter: Pablo Neruda

Vice versa

Jeg er bange for at se dig, jeg har brug for at se dig

håber at se dig, skuffelse over at se dig.

Jeg vil finde dig, bekymre dig for at finde dig, sikkerhed for at finde dig, dårlig tvivl om at finde dig.

Jeg har en trang til at høre dig, glæde at høre dig, held og høre dig og frygt for at høre dig.

Jeg mener kort sagt, jeg er kneppet og strålende, måske mere den første end den anden og også omvendt.

Forfatter: Mario Benedetti

For dig at læse med dine grå øjne

Så at du læser dem med dine grå øjne,

så du synger dem med din klare stemme,

så de fylder dit bryst med følelser,

skrev jeg mine vers selv.

Så de finder en tilflugt i dit bryst

og giver dem ungdom, liv, varme,

tre ting, som jeg ikke kan give dem,

skrev jeg mine vers selv.

For at få dig til at nyde min glæde,

så du lider med min smerte,

så du føler, at mit liv banker,

skrev jeg mine vers.

For at give

mine planter tilbud om mit liv og min kærlighed

med sjæl, ødelagte drømme, latter, tårer

skrev jeg mine vers selv.

Fra: Gustavo Adolfo Bécquer

Malagueña

Døden

kommer ind og forlader

værtshuset.

Sorte heste

og uhyggelige mennesker går

forbi

guitarens dybe stier.

Og der er en lugt af salt

og kvindeligt blod

i

marinens feberige tuberose.

Døden

kommer ind og går ud,

og døden går ind og ud

af værtshuset.

Forfatter: Federico García Lorca

Farvel

Hvis jeg dør, skal du

lade balkonen være åben.

Drengen spiser appelsiner.

(Fra min balkon ser jeg det).

Svøberen klipper hvede.

(Fra min balkon føler jeg det).

Hvis jeg dør,

lad balkonen være åben!

Forfatter: Federico García Lorca

Gamle sange

I

På dugnadstidspunktet

dukker den

hvide bjergkæde og den grønne eng ud af tågen.

Solen i holmen ejerne!

Indtil de forsvinder i himlen,

stiger larverne op.

Hvem satte fjer i marken?

Hvem lavede vinger af skør jord?

I vinden over bjergene har

den gyldne ørn

vidt åbne vinger.

På søjlen,

hvor floden er født,

på den turkisblå sø

og mågerne med grønne fyrretræer;

over tyve landsbyer,

over hundrede veje…

Langs stierne i luften,

dameørn,

hvor skal du hen til alle flyvninger så tidligt om morgenen?

II

Der var allerede en måneopgang

på den blå himmel.

Månen i espartales,

nær Alicún!

Rund på alcoren

og roterer i det grumske vand

i Guadiana mindreårige.

Mellem Úbeda og Baeza -

bakken for de to søstre:

Baeza, stakkels mand og dame;

Úbeda, dronning og sigøjner.

Og i Holm eg-lund,

rund og velsignet måne,

altid med mig ved min side!

III I

nærheden af ​​Úbeda la grande,

hvis bakker ingen vil se,

fulgte månen efter mig

over olivenlunden.

En åndeløs måne,

altid med mig på samme tid.

Jeg tænkte: banditter

af mit land !, gående

på min lette hest.

Nogle vil gå med mig!

At denne måne kender mig

og med frygt giver mig

den stolthed over, at jeg

engang har været kaptajn.

IV

I Sierra de Quesada

er der en kæmpe

grønlig, sort og gylden ørn,

dens vinger er altid åbne.

Den er lavet af sten og trækkes ikke.

Forbi Puerto Lorente

galopperer bjerghesten gennem skyerne

.

Det dækker aldrig: det er lavet af sten.

I dybden af ​​kløften

kan man se den faldne rytter, der

løfter armene op til himlen.

Armene er lavet af granit.

Og hvor ingen rejser sig,

er der en smilende jomfru

med en blå flod i hendes arme.

Det er jomfruen af ​​Sierra.

Forfatter: Antonio Machado

Forårets formål

Til Vargas Vila.

Jeg tilbyder mig selv at sige hej og for at fejre tvinger jeg

din triumf, kærlighed, til sæsonens kys, der ankommer,

mens den hvide svane fra den blå sø sejler

i den magiske park for mine vidner triumfer.

Elsker, din gyldne segl har høstet min hvede;

For dig smigrer den bløde lyd fra den græske fløjte mig,

og for dig giver Venus fortabte mig hendes æbler

og tilbyder mig perlehønsperler.

I det oprindelige udtryk lægger jeg en krone , hvor den lilla detonerer fra friske roser;

og mens vandet synger under det mørke skov, ved siden af ​​den unge, at jeg i mysteriet vil begynde , skiftevis med din søde øvelse,

den gyldne amfora af det guddommelige Epicurus.

Forfatter: Rubén Darío

Rygeskygge

Skygge ryger over engen!

Og det går så hurtigt!

Der er ikke tid til søgningen

til at bevare fortiden!

En frygtelig skygge af myten,

der trækker ud af mig,

er det måske en håndtag

til at synke ned i uendelighed?

Spejl, der fortryder mig,

mens jeg ser mig selv i det,

begynder mennesket at dø

fra det øjeblik, han fødes.

Sjælens stråle

ryger dig fra røg, når den går i skyggen,

med sin hemmelighed forbløffer den dig

og med sin forundring overvælder den dig.

Forfatter: Miguel de Unamuno

Rim 1

Hvorfor de liljer, som isen dræber?

Hvorfor disse roser, når solen går ned?

Hvorfor de små fugle, der uden fly

dør ned?

Hvorfor spilder himlen så mange liv , der ikke er af andre nye links?

Hvorfor var

dit fattige hjerte en dæmning af dit rene blod ?

Hvorfor blev vores

kærlighedsblod ikke blandet i hellig nattverd?

Hvorfor gav du og jeg, min sjæl Teresa,

ikke granazón?

Hvorfor, Teresa, og hvad blev vi født til?

Hvorfor og hvad gik vi begge sammen?

Hvorfor og hvad er alt intet?

Hvorfor skabte Gud os?

Forfatter: Miguel de Unamuno

Brunette og smidig pige

Mørk og smidig pige, solen, der skaber frugter,

den, der knaster hveden, den, der vrider algerne,

gjorde din krop glad, dine lysende øjne

og din mund, der har et smil af vand.

En ivrig sort sol vikler sig rundt

om dine sorte hårstrenge, når du strækker dine arme ud.

Du leger med solen som med en flodmunding,

og den efterlader to mørke puljer i dine øjne.

Mørk og smidig pige, intet bringer mig tættere på dig.

Alt ved dig bringer mig væk som middag.

Du er bi's ondskede ungdom,

beruselsen af ​​bølgen, styrken af ​​spidsen.

Mit dystre hjerte søger dig dog,

og jeg elsker din muntre krop, din løse og tynde stemme.

Sød og definitiv brun sommerfugl,

ligesom hvedemarken og solen, valmuen og vandet.

Forfatter: Pablo Neruda

En rose og milton

Fra generationer af roser,

der er gået tabt i dybden af ​​tiden,

ønsker jeg, at en skal reddes fra glemsel,

en uden mærke eller tegn blandt ting

at de var. Skæbnen bringer mig

denne gave til at navngive for første gang

den stille blomst, den sidste

rose, som Milton bragte til hans ansigt, uden at se hende. Åh du vermilion eller gul

eller hvid rose fra en plettet have,

forlade magisk din fortid

umindelige og i dette vers skinner,

guld, blod eller elfenben eller mørk

som i hans hænder, usynlig rose.

Forfatter: Jorge Luis Borges

Hvad i lydvers og sød rim

De af jer, der i lydløst vers og søde rim

holder en koncert for at lytte til en

versificerende digter i form af en kurer,

der udskriver et tal til enhver adresse, Hør om et kaos, at råmaterialet

ikke dyrker som opskrifttal,

at jeg i rent, let, rent og klart sprog

opfinder, skriver Love, kalktiden.

Disse endelig relikvier fra den

søde flamme, der brændte mig, hvis

de ikke var til salg eller til berømmelse, Må min lykke være sådan, at på trods af ham

bringer dem, der forfærdede mig, mig ind i papen,

at hans smukke bryst er nok til laurbær.

Forfatter: Lope de Vega

Regnen

Pludselig er eftermiddagen klar,

fordi det omhyggelige regn allerede falder.

Falder eller faldt. Regn er en ting,

der helt sikkert sker i fortiden.

Den, der hører hendes fald, er kommet sig.

Det tidspunkt, hvor heldig lykke

afslørede for ham en blomst kaldet rose

og den nysgerrige farve på rødt.

Dette regn, der blender krystalerne,

glæder sig i mistede forstæder

De sorte druer af en vin i visse

Terrasse der ikke længere findes. Den våde

eftermiddag bringer mig stemmen, den ønskede stemme,

fra min far, der vender tilbage og ikke er død.

Forfatter: Jorge Luis Borges

Til blomsterne

Dette var pomp og glæde, der

vågnede op til morgenens morgen,

om eftermiddagen vil de være forgæves med at

sove i armene på den kolde nat.

Denne nuance, der trosser himlen,

stribet iris af guld, sne og skarlagensrøde,

vil være en lektion til menneskets liv:

der foregår så meget i løbet af en dag!

De rejste sig tidligt for at blomstre,

og for at blive gamle blomstrede de: en

vugge og en grav i en knap, de fandt

Sådanne mænd så deres formuer:

på en dag blev de født og åndedrættet;

at timer efter århundreder var.

Forfatter: Calderón de la Barca

Sov let

Du sagde det ord, der forelsker mig

for mine ører. Du har allerede glemt det. Okay.

Sov roligt Dit ansigt skal altid være roligt

OG smukt.

Når den fortryller den forførende mund,

skal den være frisk, og den siger behagelig;

For dit kontor for elsker er det brændende

ansigt for den der græder meget ikke godt.

Flere herlige skæbner kræver dig

end at bære

blikket i duellen mellem de sorte brønde.

Dækning af smukke ofre gulvet!

Mere skader på verden gjorde det skumle sværd

af en eller anden barbarisk konge og har en statue

Forfatter: Alfonsino Storni

Sonnet 1

Når jeg holder op med at overveje min tilstand

og se trinene, hvor det har bragt mig,

finder jeg, hvor jeg var fortabt,

at et større onde kunne være kommet;

men når jeg er glemt af vejen, ved jeg

ikke, hvorfor jeg er kommet til en så dårlig ting:

Jeg ved, at jeg er færdig, og mere har jeg følt, at

min pleje slutter med mig.

Jeg vil afslutte, at jeg gav mig selv uden kunst

til hvem, der ved, hvordan man mister mig og afslutter mig,

hvis han vil, og endda ved, hvordan man klager:

at min vilje kan dræbe mig,

din, som ikke er så meget fra min side, at

være i stand til, hvad vil jeg gøre, men gør det?

Forfatter: Garcilaso de Vega

Glæde ved berøring

Jeg lever og spiller.

Jeg spiller, jeg spiller, jeg spiller.

Og nej, jeg er ikke skør.

Mand, røre, røre

hvad der forårsager dig:

bryst, fjer, klippe, godt i morgen er sandt

at du allerede er død, stiv, hævet, stiv.

Touch touch touch, Hvilken skør glæde!

Røre ved. Røre ved. Røre ved

Forfatter: Damaso Alonso

Til en næse

En gang en mand med en limet næse, engang

en superlativ næse, engang

en Sayón næse og skriv, engang

en meget skægget sværdfisk.

Det var en forkert ansigt solur, engang

en tankevækkende alter, en gang

med en ansigt opadgående elefant, det

var Ovidio Nasón med en mere næse næse.

En gang på en anspore af en bysse,

på en pyramide af Egypten, var

de tolv næsestammer.

Der var engang en meget uendelig

næse, en masse næse, en næse så hård,

at det på Annas var en forbrydelse.

Forfatter: Francisco de Quevedo

Møde

Jeg stødte på dig om foråret,

en solrig eftermiddag, tynd og fin,

og du var på min creeper ryg

og på min talje, bue og slange.

Du gav mig blødheden af ​​din voks,

og jeg gav dig saltet af min saltvand.

Og vi sejler sammen uden et flag

gennem rosen- og tornhavet.

Og senere, for at dø, at være to floder

uden oleanders, mørke og tomme,

for folks klodsende mund….

Og bagved to måner, to sværd,

to taljer, to sammenkoblede mund

og to kærlighedsbuer af den samme bro.

Forfatter: Rafel de León

Sidste midnat

Da midnat gik,

og Pigen brast i gråd,

vågnede de hundrede dyr

og lade levende.

Og de kom nærmere

og strækkede sig ud til Barnet

som en rystet skov.

En okse sænkede vejret i ansigtet

og udåndede den uden støj,

og hans øjne var ømme,

som om de var fyldt med dug…

En får gned det

mod hendes meget bløde fleece,

og hendes hænder slikkede hende og

satte sig på to geder…

Forfatter: Gabriela Mistral

Jeg er en ærlig mand

Jeg er en ærlig mand

Fra hvor håndfladen vokser, Og inden jeg dør, vil jeg

Kast mine vers fra sjælen.

Jeg kommer overalt

Og overalt hvor jeg går:

Jeg er kunst blandt kunsten, På bjerget er jeg bjerg.

Jeg kender de mærkelige navne

Af urter og blomster, Og af dødbringende bedrag, Og af sublime smerter.

Jeg har set i den mørke nat

Regn på mit hoved

Stråler af ren ild

Af guddommelig skønhed.

Forfatter: José Martí

Konstant kærlighed ud over døden

Mine øjne vil lukke den sidste

skygge, som den hvide dag vil tage mig,

og denne sjæl fra min

Hora vil være i stand til at løsrive dette ivrige ønske om at smigre;

Men ikke fra den anden side på kysten Det

vil efterlade hukommelsen, hvor det brændte:

Svømning kender min flamme koldt vand,

og mister respekten for streng lov.

Sjæl, til hvem en gud har været et fængsel,

Venas, hvilken humor de har givet til så meget ild,

Medulas, der har herligt brændt, Din krop vil forlade, ikke din pleje;

De vil være aske, men det giver mening;

De vil være støv, mere kærlighedsstøv.

Forfatter: Francisco de Quevedo

oktober

Jeg lå på jorden og vendte mod

det uendelige landskab i Castilla,

som efteråret blev pakket ind i den gule

sødme af dens klare solnedgang.

Langsomt

åbnede ploven parallelt den mørke brag, og den enkle

åbne hånd forlod frøet

i hans tarm ærligt splittet

Jeg tænkte på at sprænge mit hjerte og smide det,

fuldt af dets høje og dybe følelse,

den brede fure af den møre terroir, for

at se, om jeg med at splitte den og så den, foråret viste verden

det rene træ af evig kærlighed.

Forfatter: Juan Ramón Jiménez

Sort sten på en hvid sten

Jeg dør i Paris i en nedbør,

en dag hvor jeg allerede har hukommelsen.

Jeg dør i Paris - og jeg løber ikke -

måske på en torsdag, som det er i dag, om efteråret.

Torsdag vil være, for i dag, torsdag, at jeg

proserer disse vers, har humbersne lagt

på den dårlige ting, og aldrig som i dag er jeg vendt tilbage

med hele vejen for at se mig selv alene.

César Vallejo er død, de slår

alle sammen uden ham at gøre noget for dem;

de ramte ham hårdt med en pind og hårdt

også med et reb; er vidner på torsdage og humerus knogler,

ensomhed, regn, veje…

Forfatter: César Vallejo

Hvad har jeg, som mit venskab søger

Hvad har jeg, som mit venskab søger?

Hvilken interesse følger du, min Jesus,

at du

tilbringer de mørke vinteraften ved min dækket dug ?

Åh, hvor hårdt min inderside var,

fordi jeg ikke åbnede dig! Hvilken underlig vildfarelse,

hvis den kolde is fra min utaknemmelighed

tørrede sårene af dine rene planter!

Hvor mange gange sagde Engelen til mig:

«Alma, kig ud gennem vinduet nu,

du vil se med hvor meget kærlighed at kalde udholdenhed»!

Og hvor mange, suveræne skønhed,

"I morgen åbner vi den," svarede han

for det samme svar i morgen!

Forfatter: Lope de Vega

Rim LII

Kæmpe bølger, som du bryder brølende

på de øde og fjerntliggende strande,

pakket ind i skumarket,

tag mig med dig!

Orkan vindkast, der snapper

de visne blade fra den høje skov,

fejet væk i den blinde hvirvelvind,

tag mig med dig!

Stormsky, der bryder lynet

og i ild pryder du de blodige grænser,

fanget i den mørke tåge,

tag mig med dig !.

Tag mig ud af medlidenhed til hvor svimmelhed

med fornuft rejser min hukommelse.

For nåde! Jeg er bange for kun at være tilbage

med min smerte!

Forfatter: Lope de Vega

For at dine hænder er jeg kommet

Endelig er jeg kommet til dine hænder, jeg

ved, at jeg er nødt til at dø så stram,

at selv jeg lindrer min pleje med klager

som et middel allerede er forsvaret for mig;

Jeg ved ikke, hvad mit liv har opretholdt,

hvis det ikke er i at være blevet holdt,

så det kun i mig kunne bevises,

hvor meget et sværd skærer i en overgivelse.

Mine tårer er blevet udgydt,

hvor tørhed og ujævnhed

gav dårlige frugtdeltas, og min held:

De, jeg har græd for dig, er nok;

ikke hævn mig mere med min svaghed;

Der hævn dig, dame, med min død!

Forfatter: Garcilaso de Vega

Hvad jeg efterlod til dig

Jeg forlod for dig mine skove, min fortabte

lund, mine søvnløse hunde,

mine hovedår blev forvist,

indtil næsten livets vinter.

Jeg forlod en rysten, jeg forlod en rysten,

en glød af ulukkede brande,

jeg forlod min skygge i de desperate

blødende øjne ved afsked.

Jeg efterlod triste duer ved siden af ​​en flod,

heste i sandssolen,

jeg holdt op med at lugte havet, jeg holdt op med at se dig.

Jeg efterlod alt hvad der var mit. Giv mig dig, Rom, til gengæld for mine smerter,

så meget som jeg forlod for at have dig.

Vinders døtre

De er kommet.

De invaderer blodet.

De lugter af fjer,

mangel,

tårer.

Men du spiser frygt

og ensomhed

som to små dyr, der er

mistet i ørkenen.

De er kommet for

at sætte ild på søvnalderen.

Et farvel er dit liv.

Men du klemmer dig selv

som den skøre bevægelsesslange,

der kun befinder sig,

fordi der ikke er nogen.

Du græder under dit gråd,

du åbner brystet af dine ønsker

og du er rigere end natten.

Men det er så ensomt,

at ord begår selvmord.

Forfatter: Alejandra Pizarnik

Vers

Du graver ned i verset,

synker din pen i den,

indtil de første dråber

blod løber ned på siden.

Men verset løber ikke.

Den bliver der, stående.

Ingen læser eller ved det.

Du hører den trykkeve,

der multiplicerer verset

med tusind eller fem tusind.

Når det er trykt,

er hånet sjovere:

endnu tusind gange læses det ikke.

Forfatter: Eduardo Lizalde

Dæk mig, kærlighed, min mundhimmel

Dæk mig, kærlighed, min mundhimmel

med det skræmmende skum,

som er jasmin, der kender og brænder,

spiret fra klippekoraller.

Alóquemelo, kærlighed, dets salt, skøre

Din lancinerende skarpe suveræne blomst,

foldes sin raseri i diademet

om den bitende nellik, der løsner den.

Åh stram strømning, kærlighed, åh smukke

gurgling hærdet med sne

gennem sådan en smal grotte rå, for at se, hvordan din tynde hals

glider dig, kærlighed, og det regner dig

med jasmin- og spytstjerner!

Forfatter: Rafael Alberti

Stærk kvinde

Jeg kan huske dit ansigt, der var fast i mine dage, en

kvinde med et blåt nederdel og en solbrun pande,

at jeg i min barndom og på mit land med ambrosia

så den sorte fure åbne i en fyrig april.

Den urene kop,

som en søn fæstnet til liljens bryst, løftede i tavernaen, dybt, den urene kop,

og under den hukommelse, som var en forbrænding for dig,

faldt frøet fra din hånd, fredfyldt.

Segar jeg så din søns hvede i januar,

og uden forståelse havde jeg faste øjne på dig,

forstørret på samme tid med forundring og tårer.

Og dine

fødderes mudder vil stadig kysse, for blandt hundrede hverdage har jeg ikke fundet dit ansigt,

og jeg følger dig stadig i furerne i skyggen med min sang!

Forfatter: Gabriela Mistral

Andre digte af interesse

Digte af fem strofer.

Digte af seks strofer.

Romantikens digter.

Avant-garde digte.

Renaissance-digte.

Futurisms digter.

Klassikers digte.

Neoclassicisms digte.

Barokens digte.

Modernismes digter.

Dadaismes digte.

Kubistiske digte.

Referencer

1. Digt og dets elementer: strofe, vers, rim. Gendannet fra portaleducativo.net
2. Digt. Gendannet fra es.wikipedia.org
3. 20 kærlighedsdigt og en desperat sang. Gendannes fra albalearning.com
4. Kærlighedsdigt af Mario Benedetti. Gendannes fra norfipc.com
5. Rim XCIII: For dig at læse med dine grå øjne. Gendannes fra ciudadseva.com
6. "Farvel" og "Malagueña". Gendannes fra poesi.as
7. Gamle sange. Gendannes fra Buscapoemas.net
8. Digte af Rubén Darío. Gendannes fra los-poetas.com.