Jeg efterlader dig de bedste sætninger af Nezahualcóyotl, også kendt som El Rey Poeta. Denne karakter var hersker (tlatoani) af Texcoco, i dag en del af delstaten Mexico, og gjorde regionen til en af de mest blomstrende, kulturelt set, fra det gamle Mexico. Han var også arkitekt og akademiker på den tid. Hans modersmål var Nahuatl.
Du kan også være interesseret i disse sætninger af historiske figurer.
Nezahualcóyotl bronzeskulptur i Jardin de la Triple Alianza, det historiske centrum i Mexico City. Kilde: Wikimedia Commons - Jesús F. Contreras
-Jeg elsker sangen af cenzontle, fugl med fire hundrede stemmer, jeg elsker farven på jade og den nervøse parfume af blomster; Men jeg elsker min bror manden mere.
-Den mest magtfulde kriger er den, der formår at besejre sig selv.
-Jeg kigger bare efter blomsterne, på jorden er jeg kommet til at skære dem. Her har jeg allerede skåret de dyrebare blomster, for mig skar jeg dem af venskab: de er dit væsen, åh prins!
-Fuglen går der, snakkes og synger, den kommer til at se Guds hus. Kun med vores blomster
- Bare i din bogmaleri lever vi her på jorden.
-For at fjerne dine børn fra disse onde og ulykker skal du få dem til at give sig selv i dyd og job fra barndommen.
- Jeg er ked af det, jeg sørger. Du er ikke længere her, ikke længere, i den region, hvor den på en eller anden måde findes. Du forlod os uden hjælp på jorden. På grund af dette slider jeg mig ud.
-Som blomsterne synger den smukke fasan, udspiller den sig i vandet. Forskellige røde fugle reagerer på ham. Den smukke røde fugl synger smukt.
-Hvis jeg aldrig døde, hvis jeg aldrig forsvandt. Der hvor der ikke er nogen død, der hvor hun erobrer, lad mig gå der.
-May dit hjerte rette: her vil ingen leve for evigt.
-Jeg ser på deres ansigter, ørne og tigre overalt, af erfaring kender jeg jaderne, de dyrebare anklets.
-Vi gør tingene forkert, åh ven. Af denne grund sørger du ikke, det gør os syge, der forårsager os død. Gør dit bedste, vi bliver alle nødt til at gå til regionen med mystik.
- Kommer de igen, vil de leve igen? Kun én gang omkommer vi, kun én gang her på jorden.
-Hvordan bor man ved siden af folket? Lever han, som opretholder og hæver mænd uanset, lever han?
det glæder os. Kun med vores sange omkommer deres tristhed.
-Selv hvis du var lavet af jade, selvom du går dertil, til stedet for den kødløse. Vi bliver nødt til at forsvinde. Ingen vil være tilbage.
- Gud, vor Herre, han påberåbes overalt, overalt er han også æret. Han søger sin herlighed, sin berømmelse på Jorden. Han er den, der opfinder tingene, han er den, der opfinder sig selv.
-Ingen kan være venner med livets giver. Hvor skal vi så hen? Ret op, vi bliver alle nødt til at gå til mystisk sted.
-Du distribuerer kun blomster, der berusede, smukke blomster. Du er sangeren. Inde i foråret hus gør du folk glade.
-Som hvis det var lavet af guld, som et fint halskæde, som det brede fjerdragt af en quetzal, er det sådan, jeg sætter pris på din sande sang: med den er jeg glad.
-Som et maleri vil vi forsvinde. Som en blomst skal vi tørre på jorden. Som quetzalfjer, zacua, fliser, vil vi omgå.
-Jeg føler mig ude af sanserne, jeg græder, jeg sørger, når jeg tænker, siger og husker.
-Med blomster skriver du, giver af livet. Med farverige sange, med skyggefulde sange for dem, der skal leve på Jorden.
- Intet er for evigt på jorden: bare lidt her. Selv hvis det er lavet af jade, bryder det, selvom det er lavet af guld, bryder det, selvom det er quetzal fjerdragt, river det.
-Med sort blæk vil du slette, hvad der var broderskabet, samfundet, adelen. Du skygger dem, der skal leve på Jorden.
-Alt det er sandt (det har en rod) siger de ikke er sandt (det har ingen rod).
-Tag din kakao, lad den allerede være beruset! Lad dansen finde sted, begynde sangenes dialog! Dette er ikke vores hjem, vi bor ikke her, du skal alligevel rejse.
-Bare der i himmelens indre opfinder du dit ord, livgiver! Hvad vil du bestemme? Vil du have irritation her? Vil du skjule din berømmelse og din herlighed på jorden?
- Endelig forstår mit hjerte: Jeg hører en sang, jeg overvejer en blomst: Jeg håber, at de ikke visner!
-Jeg er trist, jeg sørger, jeg, hr. Nezahualcoyotl, med blomster og sange, jeg husker prinserne, dem, der gik til Tezozomoctzin, til Cuacuahtzin.
-Jeg vil have, jeg længes efter venskab, adel, samfund. Med blomstrende sange lever jeg.
-I himlen smed du dit design. Du vil erklære det: er du træt, og her skjuler du din berømmelse og din herlighed på jorden? Hvad dekreterer du?
- Må jeg stå på jorden? Hvad er min skæbne? Jeg er trængende, mit hjerte lider, du er bare min ven på jorden, her.
-Hvordan skal jeg gå? Vil jeg ikke efterlade mig noget på jorden? Hvordan skal mit hjerte handle? Kommer vi til at leve forgæves, at spire på jorden? Lad os i det mindste forlade blomster. Lad os i det mindste forlade sange.
-Er du sandt, har du rødder? Kun den, der dominerer alle ting, livets giver. I denne ret? Er det ikke, som de siger? At vores hjerter ikke har pine!
- Uden vold, det forbliver og fremstår midt i dets bøger og malerier, er der byen Tenochtitlan.
-Der hvor det på en eller anden måde findes. Jeg ville ønske, at jeg kunne følge prinserne, bringe dem vores blomster! Hvis jeg kun kunne gøre de smukke sange af Tezozomoctzin til mine egne! Dit navn fortabes aldrig.
-Jeg er Nezahualcóyotl, jeg er sangeren, jeg er en storhovedet papegøje. Tag dine blomster og din fan nu Begynd at danse med dem!
- Ingen kan være ved hans side, lykkes, regere på jorden. Kun du ændrer ting, som vores hjerter ved: ingen kan være ved hans side, få succes, regere på Jorden.
-Sangen lyder, klokkerne høres. Vores blomstrende rangler reagerer på dem. Hæld blomster, glæde sangen.
-Livets giver giver os skøre, han beruset os her. Kan ingen være ved hans side, lykkes, regere på jorden?
-Hvor skal vi hen, hvor døden ikke findes? Mere for dette vil jeg leve grædende? Må dit hjerte blive rettet: her vil ingen leve for evigt.
- Ædelagtige virkeligheder får det til at regne, din lykke kommer fra dig, giver af livet! Olorøse blomster, dyrebare blomster, jeg længtede efter dem, jeg havde forgæves visdom…
- Hvad med dette liv er lånt, at vi på et øjeblik skal forlade det, som andre har forladt det.
-Mine blomster slutter ikke, mine sange vil ikke ophøre. Jeg synger, jeg hæver dem, de spreder sig, de spreder sig. Selv når blomsterne falmer og gule, vil de blive båret der inde i fuglens hus med de gyldne fjer.
- Sådan er vi, vi er dødelige, fire efter fire af os mænd, vi er alle nødt til at forlade, vi bliver alle nødt til at dø på jorden.
-Hvordan skal mit hjerte handle? Kommer vi til at leve forgæves, at spire på jorden?
-May ikke mit hjerte blive vred. Overvej ikke længere. Sandelig har jeg næppe medfølelse med mig selv på jorden.
-Liv i fred, tilbring livet i ro!
-Spred din medfølelse, jeg er ved din side, du er Gud. Måske vil du dræbe mig? Er det sandt, at vi glæder os over, at vi lever på jorden?