- Biografi
- Fødsel og familie
- Dávila Uddannelse
- Træning i Mexico City
- Personlige liv
- Andre aktiviteter i Dávila
- De sidste år
- Stil
- Afspiller
- Poesi
- "Gæsten"
- Fragment
- Konkret musik
- " Morgenmaden"
- Fragment
- "Betonmusik"
- Fragment
- Fragmenter af nogle digte
- "Fløjterne stønner"
- "Ristet brød"
- "Polychrome of time"
- sætninger
- Referencer
Amparo Dávila (1928) er en mexicansk forfatter, novelleforfatter og digter, hvis værk er indrammet i den velkendte generation af et halvt århundrede, da det blev produceret mest i 1950'erne. Hun er en af de mest anerkendte intellektuelle på det aztekiske område.
Dávilas arbejde er unikt på grund af dets fantasifulde og underlige egenskaber. I hans forfattere er brugen af fortællinger i både første og tredje person hyppig. Forfatterens foretrukne temaer er dem, der er relateret til ensomhed, demens, vanvid og frygt.
Amparo Dávila i en hyldest til sin figur. Billede taget fra:
I et interview, hun gav i 2008, sagde forfatteren: “… jeg skriver, men jeg skriver ikke tvangsmæssigt… Jeg drøvtygges”, måske af denne grund, at hendes arbejde ikke er rigeligt. Hans mest fremtrædende titler har været psalmer under månen, ensomhedsprofil, knust tid og forstenede træer.
Biografi
Fødsel og familie
Amparo blev født den 21. februar 1928 i byen Pinos, Zacatecas i barmen af en kultiveret og traditionel familie. Selvom dataene om hans slægtninge er knappe, vides det, at hans far var glad for at læse. Hun var den tredje af fire søskende og den eneste, der overlevede. De andre døde som børn.
Dávila Uddannelse
I 1935 flyttede han med sin familie til San Luís Potosí, hvor han studerede folkeskole og gymnasium. Forfatteren supplerede sin træning ved at læse de bøger, som far havde. I sine yngre år demonstrerede Dávila sit talent for at skrive ved at udgive sit første poetiske værk, som han titlen Psalms under Moon (1950).
Træning i Mexico City
Shield of San Luis de Potosí, sted, hvor forfatteren tilbragte en del af sit liv. Kilde: Yavidaxiu, via Wikimedia Commons
Den begynnende forfatter rejste til landets hovedstad i 1954 for at studere på universitetet. Fra 1956 og i to år arbejdede han som assistent for forfatteren Alfonso Reyes. Denne aktivitet gav ham professionel vækst, og i 1959 kom hans arbejde Destroyed Time frem, en bog bestående af tolv historier.
Personlige liv
Amparo Dávila indledte et forhold til kunstneren og maleren Pedro Coronel under sit ophold i Mexico City. Parret giftede sig i 1958, og deres datter Jaina blev født samme år. Senere, i 1959, fødte hun sin anden datter ved navn Lorenza.
Andre aktiviteter i Dávila
I 1964 blev værket med noveller Música concreta føjet til Amparo Dávilas liste over publikationer; samme år skiltes hun fra Pedro Coronel. To år senere fik han et stipendium ved Centro Mexicano de Escritores for at fortsætte med udviklingen af sin litterære produktion.
I 1977 udgav forfatteren Petrified Trees, et værk bestående af elleve historier. Med denne bog vandt Dávila Xavier Villaurrutia-prisen samme dag. Et år senere kom en fælles udgave af Torn Time and Concrete Music ud; publikationen indeholdt alle fortællingerne om begge titler.
De sidste år
De sidste år af Amparo Dávilas liv er tilbragt i hendes hjemlige Mexico ledsaget af hendes ældste datter Jaina. Hans sidste poetiske arbejde blev offentliggjort i 2011, og fire år senere blev han tildelt Fine Arts Medal.
Stil
Palace of Fine Arts, en institution, der anerkendte Amparo Dávila. Kilde: Xavier Quetzalcoatl Contreras Castillo, via Wikimedia Commons
Amparo Dávilas litterære stil er kendetegnet ved brugen af klart og præcist sprog, næsten altid dybt og reflekterende over livets aspekter. Forfatteren fokuserer sit arbejde på mysterium, fantasi og det underlige. Hovedtemaet i hans forfattere var relateret til tab, lidelse, tristhed og vanvid.
I forfatterens historier er tid en vigtig faktor, især inden for personlige forhold. I hans tekster mærkes vægten af de timer, der går tabt i et kompliceret kærlighedsforhold, og dem, der investeres for at finde en partner. Det er nødvendigt at nævne, at i Dávilas historier er kvindernes deltagelse meget mærkbar.
Afspiller
Poesi
"Gæsten"
Det er en af de mest attraktive og interessante historier udviklet af Amparo Dávila, stort set på grund af det mysterium, han føjede til det. Gennem en hovedfortæller fortalte forfatteren frygt for en familie ved mandens beslutning om at rumme et underligt væsen i deres hjem, der skabte vanvid i miljøet.
I en dyb og symbolsk forstand var værten et slags dyr, der reflekterede ødelæggelsen af det gifte liv efter mandens hyppige fravær. Forvirring kommer læseren, når hovedpersonen begynder at udtænke en plan for at afslutte det underlige guløyede element.
Fragment
Konkret musik
I denne anden historiebog fokuserede den mexicanske forfatter på de kvindelige karakterers handlinger. Det hovedtema, han udviklede, var vanvid som synonym for manglende kontrol, manglende evne og irrationalitet. Af de otte historier, der udgjorde det, var de mest fremragende følgende:
- "Tina Reyes".
- "Bag porten".
- "Morgenmad".
- "Betonmusik".
" Morgenmaden"
Det var en historie om kriminalitet, mareridt og galskab, hvor hovedpersonen var en ung kvinde ved navn Carmen, der førte et normalt liv. Men alt ændrede sig, da han havde en frygtelig drøm, hvor hjertet til hans elskede Luciano lå i hans hænder.
Nerver greb pigen, så hendes forældre forsøgte at hjælpe hende med nogle medicin for at berolige hende. Slutten kom uventet, da politiet leder efter Carmen for en forbrydelse, der skete. Galskaben blev blandet med det virkelige uden at afklare hvad der virkelig skete.
Fragment
"Betonmusik"
Hovedpersonen i denne historie blev kaldt Marcela, og hun var offer for sin mands utroskab. Midt i skuffelse og fortvivlelse overbeviste kvinden hendes ven Sergio om, at hendes mands elsker hver nat ville blive til en frø og ville gå ind i sit værelse for at forstyrre hans søvn og få ham til at miste sin fornuft.
Da han så den deprimerende tilstand, hun var i, blev Marcelas gode ven besat af frøskvindens tilstedeværelse. Historien havde en dramatisk ændring, da Sergio besluttede at afslutte eksistensen af den person, der plagede sin ven, alt efter at have været inficeret med den underlige galskab.
Fragment
Fragmenter af nogle digte
"Fløjterne stønner"
”Fløjterne stønner
i hænderne på luften
og forgæves brisen
krystallerne pisker.
Stenens hjerte er så hård!
Øde ler,
stjernenes vægt
sår din skrøbelige overhuden
og sprækker, aske og sob
lysets rose.
Jeg vil tænke, tro
og stadigvæk…
de er fraværende af ømhed
aften øjne
og græd alene
de vilde dyr i bjergene… ”.
"Ristet brød"
”Lad os huske i går og drikke for, hvad det var;
så det er ikke længere.
Løft glaset og skål det, der var livet
og det var død;
så en dag var til stede, og nu er det forbi…
Jeg har kun flammefarvet vin;
deres kærligheds bål
blev efterladt i fortiden.
Fyld koppen og drikke;
lad os drikke fra fortiden
at jeg ikke kan glemme ”.
"Polychrome of time"
”Hvid tid
tom uden dig
med dig i hukommelsen
hukommelse, der opfinder dig
og genskaber dig.
Blå tid
den drøm, som jeg drømmer om dig
den klare sikkerhed
at finde i dig
det lovede land.
Grøn tid
ud over håb
jeg afventer
sikkerheden i din krop.
Rød tid
Jeg føler din krop
og det spilder
en lava-flod
mellem skyggen.
Grå tid
nostalgi for din stemme
og dit look
fraværende fra dit væsen
aften falder… ”.
sætninger
- "Det er ikke nok at vide, at kærlighed findes, du er nødt til at føle den i dit hjerte og i alle celler."
- "Vi er to skænder, der ligger på den samme strand, i så meget travlt eller ingen som den, der ved, at han har evigheden til at se på sig selv."
- ”Jeg tror ikke på litteratur baseret på ren intelligens eller fantasi alene. Jeg tror på erfaringslitteratur, da dette, oplevelsen, er det, der kommunikerer til værket den klare fornemmelse af det kendte… hvad der får værket til at vare i hukommelse og følelse ”.
- ”Som forfatter er jeg ganske anarkisk. Jeg lytter ikke til regler eller noget ”.
- ”Endelig ord som noget, der berøres og mærkes, ord som uundgåelige sager. Og alt sammen ledsaget af mørk og klistret musik ”.
- "… Det er ikke tavse fra gådefulde væsener, men om dem, der ikke har noget at sige."
- "Det uendelige øjeblik blev øde uden tilskuere til at klappe uden at råbe."
- "Der er ingen mulig flugt, når vi flygter fra os selv."
- ”Jeg taler for dig for alt dette og meget mere; for dig, der åbnede lukkede vinduer og hjalp mig ved hånden med at rejse gennem den mest bitre og smertefulde sæson ”.
- "… denne klud repræsenterer kaos, total forvirring, den formløse, den ubeskrivelige… men det ville uden tvivl være en smuk dragt."
Referencer
- Espinosa, R. (2005). Amparo Dávila: lærer i historien. Mexico: La Jornada Semanal. Gendannet fra: día.com.mx.
- Amparo Dávila. (2019). Spanien: Wikipedia. Gendannet fra: es.wikipedia.org.
- Ancira, L. (2013). Samlede historier. Amparo Dávila. (N / a): Of Letters and Meows. Gendannes fra: letrasymaullidos.blogspot.com.
- Amparo Dávila. (2019). Mexico: Encyclopedia of Literature i Mexico. Gendannes fra: elem.mx.
- Davila, Amparo. (S. f.). (N / a): Writers Org. Gendannet fra: forfattere.org.