33 DIGTE AF MODERNISME AF STORE FORFATTERE - LITTERATUR - 2025

De digte modernismens er sammensætninger, der bruger litterære ressourcer typiske for poesi, indrammet i den litterære bevægelse kaldet modernisme. Nogle af dets mest anerkendte repræsentanter er José Martí, Amado Nervo, Ernesto Noboa eller Eduardo Marquina.

Modernismen var en litterær bevægelse, der opstod mellem slutningen af ​​det 19. århundrede og begyndelsen af ​​det 20. århundrede og var den første, der opstod i Amerika og spredte sig til Europa, stort set forklaret af uafhængighedsbevægelserne, der opstod på kontinentet i løbet af disse flere år.

Rubén Darío, forfatter til modernismen.

I modernismen spillede poesi en førende rolle, da de nye kosmopolitiske ideer og kreative tendenser i tiden kunne udtrykkes gennem dem, hvilket foragtede retningslinjerne, der blev oprettet af realisme og naturalisme.

Modernismen var da en litterær tendens præget af oprør, innovation og den libertariske ånd.

Liste over digte af de mest berømte forfattere af modernismen

Song of Hope

En stor flyve med krager farver det azurblå.

Et tusindårs åndedrag bringer trusler om pesten.

Mænd dræbes i Fjernøsten.

Er den apokalyptiske antikrist født?

Omens er blevet kendt, og vidundere er blevet set,

og Kristi genkomst synes overhængende.

Jorden er gravid med smerter så dyb , at drømmeren, meditativ kejserrig,

lider af kvalen fra verdens hjerte.

Bødler af idealer, der ramte jorden, er

i en brønd af skygge menneskeheden fastlåst

med det uhøflige molossi af had og krig.

Åh Herre Jesus Kristus! hvorfor venter du, hvad venter du på

at udvide din lys hånd på dyrene?

og få dine guddommelige flag til at skinne i solen!

Det opstår pludselig og hælder essensen af ​​livet

på så mange skøre, triste eller uærlige sjæle,

at elsker af mørke, din søde daggry glemmer.

Kom, Herre, for at gøre dig selv ære.

Kom med skælvende stjerner og kataklysmisk rædsel,

kom og bring kærlighed og fred over afgrunden.

Og din hvide hest, som den visionære så på,

kom ind. Og den guddommelige ekstraordinære klarhed lyder.

Mit hjerte vil være glødene i din fyr.

Rubén Darío (Nicaragua)

Denne kærlighed indrømmer ikke strengere refleksioner

Dame, Kærlighed er voldelig,

og når den transformerer

os, antændes

vanvid vores tanker.

Spørg ikke om fred fra mine arme,

der holder dine i fængsel:

mine kram er af krig

og mine kys er af ild;

og det ville være forgæves at prøve at

gøre mit sind mørkt,

hvis

galskab antænder mig.

Jeg er klar

over kærlighedens flammer, dame,

ligesom butikken for dagen

eller morgenens palads.

Og din salves parfume

forfølger min held,

og

vanvid tænder min tanke.

Min glæde din gane

rige honningkage konceptualiserer,

som i den hellige Song:

Mel et lac sub lingua tua.

Gleden af ​​din åndedrag

i et så fint glas skynder sig,

og

vanvid tænder min tanke.

Rubén Darío (Nicaragua)

Og jeg kiggede efter dig i byer…

Og jeg kiggede efter dig i byer,

og jeg kiggede efter dig i skyerne,

og for at finde din sjæl

åbnede jeg mange liljer, blå liljer.

Og de triste, der græd, fortalte mig:

Åh, hvilken levende smerte!

At din sjæl længe har levet

i en gul lilje!

Men fortæl mig, hvordan har det været?

Har jeg ikke min sjæl i brystet?

I går mødte jeg dig,

og den sjæl, som jeg har her, er ikke min.

José Martí (Cuba)

Hver gang jeg synker tankerne ned i seriøse bøger…

Hver gang jeg synker mit sind i gravbøger, bringer jeg det

ud med en stråle af daggrylys:

Jeg opfatter trådene, leddet,

Universets blomster: Jeg udtaler

udødelig poesi, der snart skal fødes.

Ikke af altergud eller gamle bøger

Ikke af blomster fra Grækenland, malet

med moderigtige sammenvinklinger, ikke med spor

af spor, ikke med levende rester

Det vil temme fra de døde aldre:

Men fra de udforskede indbakker

i universet vil det fremstå strålende

med lyset og livets nåder.

For at vinde kæmper han først:

Og han vil oversvømme med lys, som daggry.

José Martí (Cuba)

Derefter

Jeg vil dø, når dagen går ned,

på det høje hav og med mit ansigt til himlen,

hvor smerte virker som en drøm,

og min sjæl, en fugl, der flyver.

Ikke lytter til de sidste øjeblikke,

med himlen og havet alene,

flere stemmer eller hulkende bønner

end den majestætiske tumle af bølgerne.

At dø når det triste lys trækker

sine gyldne net ud af den grønne bølge

og at være som den sol, der langsomt udløber:

noget meget lysende, der går tabt.

Dør og ung: før

tiden ødelægger den blide krone;

når livet stadig siger: Jeg er din,

selvom vi ved godt, at det forråder os.

Manuel Gutiérrez Nájera (Mexico)

Det første kys

Jeg sagde allerede farvel… og

min læbe bankede tæt på dine røde læber,

"se dig i morgen," hviskede du;

Jeg kiggede et øjeblik ind i dine øjne,

og du lukkede øjnene uden at tænke,

og jeg gav dig det første kys: Jeg løftede panden

oplyst af min sande lykke.

Jeg gik ud på gaden med

glæde, mens du læner dig ud af døren og

så på mig lysende og smilende.

Jeg vendte mit ansigt i sød skænding,

og uden engang at fjerne mine øjne fra dig,

sprang jeg på en hurtigt bevægende sporvogn;

og jeg stirrede på dig et øjeblik

og smilede med hele min sjæl,

og endnu mere smilede jeg til dig… Og på trikken

til en ængstelig, sarkastisk og nysgerrig mand,

der så på os begge med ironi,

sagde jeg og blev glad:

- «Tilgiv mig, Herre denne glæde. "

Amado Nervo (Mexico)

I fred

Meget tæt på min tilbagegang velsigner jeg dig, livet,

fordi du aldrig gav mig mislykket håb,

urimeligt arbejde eller ufortjent sorg;

fordi jeg i slutningen af ​​min uslebne sti ser,

at jeg var arkitekten for min egen skæbne;

at hvis jeg udtrækkede honning eller galden fra tingene,

var det fordi jeg satte galle eller velsmagende honning i dem:

Når jeg plantede rosebuske, høstede jeg altid roser.

… Sandt, vinteren vil følge min friskhed:

men du fortalte mig ikke, at maj var evig!

Jeg fandt bestemt lange aftener af mine sorger;

men du lovede mig ikke kun gode nætter;

og i stedet havde jeg noget hellig fred…

Jeg elskede, jeg blev elsket, solen kærtegnede mit ansigt.

Livet, du skylder mig intet! Livet, vi er i fred!

Amado Nervo (Mexico)

Twilight Eyes

Som i en baggrund af let, dybt og roligt vand,

hviler kampagnerne i det blå eftermiddag.

Og til den stjerne, der adskiller sin klarsomme elev,

ryver nattens skygge i øjenvipper.

Et let mørke glatter græsset

med den sædvanlige kærtegn af hånden på håret;

Og i sit sidste blik tager han jorden til himlen,

den underdanige sødme af doenens øje.

Den blå efter den stille eftermiddag er selve himlen,

der falder ned til jorden med en så blød lækkerhed,

at det ser ud til, at i det afgrunden klarner,

og at den i sin dybe sjæl ser på sig selv.

Og det klynger sig i duggen, at ved kanten af ​​lunden

græder de sorte øjne af det natlige græs;

Og overveje i det stiltiende vand,

og udvide lotusens låg langsommere.

Og krystalliserer, som isbjerge, væggene

i det lille hvide hus, der med sin dør ser på

prærienes fred; og udløber forsigtigt

I den ædle sorg i dine mørke øjne.

Leopoldo Lugones (Argentina)

Til gauchos (fragment)

Modigt og hårdt løb

det med vild styrke

gav landet i rytterpanache

hans primitive skulptur.

En frygtelig formue

går til hendes ofre, hvordan såret udfolder sig

at tyren bryder nakken, i slagtestrømmen

livets banner.

Er det den trofaste vilje

det glæder den dystre skæbne, smelt den sorte drue i vin

fra hård modgang.

Og i et punkt med frihed

der er ikke mere klar tilfredshed, at måle det komplet

mellem risiko og hjerte, med tre fjerdedele af en facon

og fire kvatrafødder.

I timen med stor smerte

at historien fødte os,

såvel som dagens gode

sangfuglen trova, payador-sangen

annoncerede daggry

og i den coole rosicler

der malede den første stråle, den søde gaucho af Mayo

han forlod aldrig for at vende tilbage…

Forfatter: Leopoldo Lugones

En lille smule af himlen og en lille smule sø

En lille smule af himlen og en lille smule sø

hvor den yndefulde bambus fisker stjerner, og bagerst i parken med intime komplimenter, natten der ser ud hvordan du ser ud.

Blom i liljer fra din poesi,

den oprigtige måne, der stiger op fra havet.

Og i spinkel delirium af blå melodi, det tilfører dig en vag kærlighedsangst.

Det søde sukker, som din sjæl parfume, de giver dig, som hende, himmelsk opstigning.

Natten, dine øjne, lidt af Schumann

og mine hænder fulde af dit hjerte.

Forfatter: Leopoldo Lugones

Til lmachilena

Du har afgrund øjne, hår

fuld af lys og skygge, som floden

der glider sin vilde strøm,

månens kys genskaber.

Intet mere gyngende end din hofte, oprør mod antøjets pres…

Der er sommer i dit vedvarende blod

og evig forår på dine læber.

Smuk udsmeltning i skødet

dødens kys med din arm…

Træk vejret langsomt ud som en gud

har dit hår som en krans, så berøringen af ​​et brændende kød

liget i dit nederdel gyser…

Forfatter: Carlos Pezoa Véliz

Til minde om Josefina

en

Af hvad der var en kærlighed, en sødme

uden sidestykke, lavet af drømme og glæde,

kun den kolde aske er tilbage

der bevarer denne bleke konvolut.

Orkidéen med fantastisk skønhed, sommerfuglen i dens polychrome

de gav deres duft og galantry

til den skæbne, der fik min ulykke.

Min hukommelse hersker over glemsel;

min smerte river hende fra hendes grav;

min tro citerer hende, min lidenskab venter på hende,

og jeg vender det tilbage til lyset med det ærlige

forårsmorgen smil:

Ædel, beskeden, kærlig og hvid!

to

At jeg elskede dig uden rival, vidste du det

og Herren ved det; flirter aldrig

den uberegnelige eføy til den venlige skov

hvordan du bliver medlem af min triste sjæl.

I min hukommelse vedvarer din levende

med den søde lyd fra en cantiga, og nostalgi for din kærlighed mindskes

min duel, det til glemselen modstår.

Diaphanous fjeder, der ikke løber tør, du bor i mig, og min stramme ariditet

din friskhed blandes dråbevis.

Du gik til min ørken palmetræet,

til mit bitre hav, måge, Og du vil kun dø, når jeg dør!

Forfatter: Guillermo Valencia

Der er et øjeblik af skumring…

Der er et øjeblik af skumring

hvor ting skinner mere, flygtigt bankende øjeblik

af en kriminel intensitet.

Grenerne er fløjlsagtige, tårnene polerer deres profil, en fugl begraver sin silhuet

på safirloftet.

Eftermiddagen skifter, koncentrerer sig

at glemme lyset, og en blød gave trænger ind i hende

af melankolisk stilhed,

som om orben blev samlet

alt det gode og dets skønhed, al hans tro, al hans nåde

mod skyggen, der kommer…

Mit væsen blomstrer i den time

af mystisk blomstrende;

Jeg bærer en skumring i min sjæl, af drømmende stillhed;

i ham sprænger skuddene

af foråret illusionen, og i det bliver jeg beruset af aromaer

fra en have udenfor!…

Forfatter: Guillermo Valencia

Jeg tænkte på dig, på dit hår

Jeg tænkte på dig, på dit hår

at skyggeverdenen skulle misundes, og jeg lagde et punkt i mit liv i dem

og jeg ville drømme, at du var min.

Jeg går jorden med mine øjne

hævet - åh, min iver! - så høj

det i hovmodigt vrede eller elendig rødme

den menneskelige væsen tændte dem.

Live: - Ved hvordan man dør; det er sådan, det er mig ondt

denne uheldige søgning, dette hårde gode,

og alt væsen i min sjæl afspejles, og jeg søger uden tro, efter tro dør jeg.

Forfatter: José Martí

Jeg er en oprigtig mand (fragment)

Jeg er en ærlig mand

Fra hvor håndfladen vokser, Og inden jeg dør, vil jeg

Kast mine vers fra sjælen.

Jeg kommer overalt

Og overalt hvor jeg går:

Jeg er kunst blandt kunsten, På bjerget er jeg bjerg.

Jeg kender de mærkelige navne

Af urter og blomster, Og af dødbringende bedrag, Og af sublime smerter.

Jeg har set i den mørke nat

Regn på mit hoved

Stråler af ren ild

Af guddommelig skønhed.

Jeg så vinger komme fra skuldrene

Af de smukke kvinder:

Og kom ud af murbrokkerne, Flyvende sommerfugle.

Jeg har set en mand leve

Med dolken ved sin side, Uden at sige navnet

Af den, der har dræbt ham.

Hurtig, som en reflektion, To gange så jeg sjælen, to:

Da den stakkels gamle døde, Da hun sagde farvel til mig

Jeg skalv en gang - ved porten,

Ved indgangen til vingården, -

Når den barbariske bi

Det stak min pindes pande.

Jeg nød en gang, i sådan held

Det nød jeg som aldrig før: -når

Dommen for min død

Lægen læste grædende.

Jeg hører et suk igennem

Af landene og havet, Og det er ikke et suk, det er det

At min søn vågner op.

Hvis de siger, at juveleren

Tag den bedste juvel, Jeg tager en oprigtig ven

Og jeg lægger kærlighed til side

Forfatter: José Martí

Efterårets sang

Nå, jeg ved det! Døden sidder

Lige uden for døren: forsigtig kommer hun, Fordi deres råb og deres kærlighed ikke forbereder sig

Til mit forsvar, når de bor langt væk

Forældre og barn. Når du vender tilbage, ryggen

Af min sterile arbejdskraft, trist og mørk, Hvilket hus til mit vinterhus jeg husly, Stående på de gule blade

I den fatale hånd søvnens blomst, Den sorte kvinde spiller på toppede vinger, Avid ansigt, rystende ser jeg på hende

Hver eftermiddag venter på mig ved min dør.

Jeg tænker på min søn og den mørke dame

Jeg flygter uden styrke, fortærede brystet

Af en vanvittig kærlighed! Floteste kvinde

Der er ikke den død! For et kys fra ham

Tykke skove af forskellige laurbær, Og kærligheds og glædes oleanders

At huske mine barndomme!

… Jeg tænker på den, som min skyldige kærlighed til

Bragt til at leve, og snigende, undvig jeg

Fra mine elskede armene; mere nyder jeg allerede

Af den flerårige daggry det sikre godt.

Åh liv, farvel! Hvem der skal dø er død.

Forfatter: José Martí

Sommerromantik (uddrag)

Sommermiddag - guld og blå - hvad har du på dig

så meget ny glæde, så meget hemmelig angst,

Som en blomstrende over hjerter!

Under den urolige brise

den støjende park af reden og sange,

det er som en harmonisk digteres hjerte.

Tørst efter kærlighed i sjæle, der fugter øjnene,

den guddommelige galskab af guddommelige overdrivelser,

i de røde bæger

på rampete læber, ligesom gyldne hesteflugter, kys fladder!

På de lyse stier

de bløde sand,

kærlige par

flette sammen med tråde af søde øjeblikke

mantelen i de lykkelige og fredfyldte timer…

Skøre runde passerer, duftende buketter

af romantiske blondiner og fyrige brunetter.

Forfatter: Ernesto Noboa

Til min mor

At berolige gravtimerne

Hjertes Golgata

Jeg har dine triste bløde hænder

den aborre som to fugle

på tværs af min lidelse.

For at lette de triste timer

af min stille ensomhed

Det er nok for mig… at vide, at du findes!

og du ledsager mig og hjælper mig

og du tilføjer sindsro i mig.

Når kedsomhedens asp gnager på mig, Jeg har nogle bøger der er i

de blodige timer myrra, aloe, støtten fra min svage sjæl:

Heine, Samain, Laforgue, Poe

og frem for alt min Verlaine!

Og så glider mit liv

-ikke objekt eller orientering-

lidelse, stille, underdanig,

med trist fratræden

mellem et suk, et smil, noget upræcist ømhed

og nogle rigtige smerter…

Forfatter: Ernesto Noboa

Ego-sum

Jeg elsker alt mærkeligt, jeg elsker alt eksotisk;

det tvetydige og sygelige, det falske og det unormale:

kun

morfinhætteglasset og det chlorale hætteglas kan berolige mine neurotiske nerver.

Jeg elsker visne ting, den klorotiske farvetone

af bøller og horer, hospitalgræs.

I min syge, følsomme og kaotiske hjerne,

som en Poean edderkopp, væver det onde sin web.

Det betyder ikke noget, at de andre løber væk fra mig. Isolering

er befordrende for blomstringen af ​​følelsesblomsten:

drømmenes tuberose spirer i ensomhed.

Det betyder ikke noget, hvis jeg bliver nægtet menneskelig bifald,

hvis musikken fra fjerne stjerner

og klapperne på mine vinger over virkeligheden beruset mig.

Forfatter: Ernesto Noboa

Salme af kærlighed

Gud velsigne dig, kærlighed, fordi du er smuk!

Gud velsigne dig, kærlighed, fordi du er min!

Gud velsigne dig, kærlighed, når jeg ser på dig!

Gud velsigne dig, kærlighed, når du ser på mig!

Gud velsigne dig, hvis du holder tro på mig;

hvis du ikke holder tro på mig, velsigne Gud dig!

I dag, at du får mig til at leve, velsigne dig;

når du får mig til at dø, vær velsignet!

Gud velsigne dine skridt mod det gode, dine trin mod det onde, Gud velsigne dig!

Velsignelser til dig, når du byder mig velkommen;

velsignelser til dig, når du undgår mig!

Velsign dig morgenlyset

at når du vågner vondt for dine elever;

velsigne dig nattens skygge,

at han i hans skød finder dig i søvn!

Åbn dine øjne for at velsigne dig, før han bukker under, den der er døende!

Hvis morderen velsigner dig, når du har skadet, Må Gud velsigne dig for din velsignelse!

Velsign de ydmyge, som du hjælper!

Velsignet ved at navngive dig, dine venner!

Velsignede er tjenere i dit hus!

De glade sørgende velsigne dig!

Må jorden velsigne dig med blomster, og tiden i kopi af fredelige dage, og havet er stadig til at velsigne dig,

og smerten ned igen og velsigne dig!

Leg med den snedækkede lilje igen

Gabriel din pande, og erklær den salvet!

Giv himlen din nåde mirakel gave

og helbrede de syge i dit syn!

Åh kære kvinde!… I dag, som du elsker mig, alle velsignelser er dagen!

Jeg velsigne dig, og jeg vil have dig til det

Gud og himmel og jord velsigne dig!

Forfatter: Eduardo Marquina

Melancholia

Til dig, for hvem jeg ville dø,

Jeg kan godt lide at se dig græde

I smerter er du min

i glæde forlader du mig

Forfatter: Eduardo Marquina

Skrig? For hvad!

Dette er min smertebog:

tår ved tåre jeg dannede det;

når det er gjort, sværger jeg dig ved

Kristus, jeg græder aldrig mere.

Skrig? Hvorfor!

Mine rim vil være som skinnende

af et intimt lys, som jeg vil forlade

i hvert vers; men græd, Aldrig igen! Af hvem? Hvorfor?

De vil være en rolig Florigelio,

et bundt noter om, at jeg vil vand, og der vil være en latter for enhver arpeggio…

Men en tåre? Hvilken hellighed!

Aldrig mere. Af hvem? Hvorfor?

Forfatter: Amado Nervo

Selvbiografi

Selvbiografiske vers? Der er mine sange

der er mine digte: Jeg, ligesom nationerne

glad og eksempel på den ærlige kvinde, Jeg har ingen historie: der er aldrig sket noget med mig, Åh, ædel ukendt ven, at jeg kunne fortælle dig.

Tilbage i mine tidlige år gættede jeg om Art

harmoni og rytme, kære musageta, og da jeg var i stand til at være rig, foretrak jeg at være en digter.

-Og så?

-Jeg har lidt som alle andre, og jeg har elsket.

Meget?

-Nog at blive tilgivet…

Forfatter: Amado Nervo

Spanien

Lad mig fortsætte og roe byget

under stormen, på bølgerne:

Han er på vej mod en spansk Atlantis

hvor fremtiden er stille og venter.

Harmen slukkes ikke, og hadet dør ikke

før banneret, som den barbare flyver:

hvis retfærdighed en dag var alene, hele menneskeheden vil føle det.

Og række mellem de skummende bølger,

og rod den bysse, som du allerede har set

hvordan er de uredelige storme.

At løbet er på fødderne og armen er klar, at kaptajn Cervantes er på skibet, og derover svæver Kristi pavillon.

Forfatter: Rubén Darío (Nicaragua)

Solens land

Ved siden af ​​det sorte palads af kongen af ​​øen Jern (Å grusom, forfærdelig, eksil!) Hvordan er det

du, harmonisk søster, får den grå himmel til at synge, din aviary af nattergaler, din formidable musikboks?

Trist det ikke dig at huske foråret, da du hørte en guddommelig fugl og lakmus

i solens land?

I haven til kongen af ​​øen Guld (åh, min drøm, som jeg elsker!) Var bedre end dig, harmonisk

søster, træne dine vingede fløjter, dine sonorøse harper; du, der er født, hvor blodnellingen og den røde rose er født smukkere, i solens land

Eller i paladset til dronningen af ​​øen Plata (Schubert, sober Serenade…) kunne du også, søster

harmonisk, få de mystiske fugle i din sjæl ros, søde, søde, måneskin, de jomfruelige liljer, due nonne og marquis svanen. Det bedste sølv smelter i en brændende digel, i solens land

Så gå tilbage til din båd, der har sejlet klar (resonater, lyre, Zephyr, fluer) og blade, harmoniske

søster, hvor en smuk prins ved kysten beder om lyr og vers og roser og kærtegner hendes krøller med

guld under en kongeblå parasol,

i sollandet.

Forfatter: Rubén Darío

Divine Psyche (fragment)

jeg

Divine Psyche, sød usynlig sommerfugl

at fra abysses er du blevet alt

hvad i mit nervøse væsen og i min følsomme krop

form den hellige gnist fra mudderstatuen!

Du kigger gennem mine øjne i jordens lys

og fange, du bor i mig som en mærkelig ejer:

mine sanser i krig reducerer dig til en slave

og du vandrer næppe fri i søvnhaven.

Jeg vidste for Lust at du kender antikke videnskaber, undertiden ryster du mellem umulige vægge, og ud over alle vulgære samvittigheder

du udforsker de mest forfærdelige og mørke hjørner.

Og du finder skygge og sorg. Hvilken skygge og duel du finder

under vinstokken, hvor Djævelens vin er født.

Du aborre på brystene, du abborer på mave

det gjorde Juan skør og gjorde Pablo sane.

En jomfru Juan og en militær og voldelig Pablo;

til Juan, der aldrig vidste om den øverste kontakt;

til Paul, den stormfulde mand, der fandt Kristus i vinden, og til Juan, for hvem Hugo er forbløffet.

Forfatter: Rubén Darío

Natlig af street copla (fragment)

Jeg har længe brændt mine skibe

som erobreren, og jeg kastede mig ind i livets liv

fra et hjerte til et andet hjerte;

men…

jeg tilstår

at jeg også har haft min triste aften.

Å trist aften græder jeg!

Åh aften, vandrende

Gennem de hjemsøgende, mørke kvarterer

hvor i ydmyge huse drømmer romantik

af jomfruer der er syge af månen og sang, har afbrudt mit skridt

en kobling slap gennem det forræderiske hul

lige fra et vindue

stick mig midt i mit hjerte…

Og koblingen kom til mig

kastet, midt i knebet af en gammel trekkspil, af nogle indrådige dreng

i henhold til uforskammetheden af ​​hans hes stemme.

Forfatter: Santos Chocano

Orkideer

Glasamforaer, yndefuld finer

på gådefulde overraskende måder, pandebånd, der er typiske for apolines fronter, ornamenter værdige til overdådige værelser.

I en bagagerums knudepunkter laver de vægte;

og sno deres slangestængler,

indtil de forbliver i den verserende højde, som fugle uden vinger.

Trist som tankevækkende hoveder

de spirer uden klodsete bånd

af tyranni rod, fri og hovmodig;

fordi også med middelværdien i krig, de vil leve, som rene sjæle, uden en enkelt kontakt med jorden.

Forfatter: Santo Chocano

Mor

Lille mor, lille mor

Hvid cantarrana blomst

Mit liv i blød charme

Sød kærlighed, der aldrig snyder.

Hvem ser på dig beundrer dig allerede

Ikke-tåge spejl

Dyd godt lært

At lide altid stille

Flittig edderkop

Det i bjerghjørnet

Hans arbejdskraftige lille telita.

I stilhed væver du og holder

Et dejligt liv

Af delikat ømhed

Af venlig tålmodighed

Sød kærlighed, der aldrig snyder.

Forfatter: Rómulo Gallegos

I en fan

Dårligt forbandet vers

at se på dine røde læber

og i lyset af dine øjne

altid ønsker at brænde.

Kolibri, hvorfra den bevæger sig væk

myrten, der forårsager det

og kig tæt på din mund

og han kan ikke kysse hende.

Forfatter: Manuel Gutiérrez Nájera

Ametyst skumring

Skumringen af ​​ametyst bliver

Blå mere og mere intens

. Lykten fyldes med en svag grøn glød

Træene i avenuen.

Det gamle klaver spiller en

rolig og langsom og jovial melodi;

Hun bøjler over de gulnede nøgler,

og vipper dermed hovedet.

Bede tanker, seriøse og brede øjne

Og hænder, der vandrer, mens de lytter…

Skumring bliver endnu mørkere blå

Med refleksioner af ametyst.

Forfatter: James Joyce

fejhed

Det skete med hans mor. Hvilken sjælden skønhed!

Hvilket blondt garzul hvedehår!

Hvilken rytme i trin! Hvilket medfødt royalty

af at bære! Hvad former under den fine tyl…!

Det skete med hans mor. Han vendte hovedet:

hans blå blik gennembore mig dybt!

Jeg var lige så ekstatisk…

Med febert hast,

"Følg hende!", Råbte krop og sjæl ens.

… Men jeg var bange for at elske vanvittigt,

at åbne mine sår, som normalt bløder,

og på trods af al min tørst efter ømhed, der

lukkede øjnene, lod jeg det passere!

Forfatter: Amado Nervo

Andre digte af interesse

Romantikens digter.

Avant-garde digte.

Realismes digter.

Futurisms digter.

Klassikers digte.

Neoclassicisms digte.

Barokens digte.

Kubismens digte.

Dadaismes digte.

Renaissance-digte.

Referencer

1. Spansk litteratur om modernisme og modernisme (litteratur på spansk). Gendannet fra es.wikipedia.org
2. Digte af Rubén Darío. Gendannes fra poesiaspoemas.com og amor.com.mx
3. Digt af Amado Nervo. Gendannes fra amor.com.mx
4. Digt af Manuel Gutiérrez Nájera. Gendannes fra ciudadseva.com
5. Digte af José Martí. Gendannes fra amediavoz.com og frasesypoemas.com
6. Digt af Leopoldo Lugones. Gendannes fra poesi.as.